Tager stort skridt: Nu flytter David Jarsbo og Line Maria Busk sammen
Siden de fandt sammen for et par måneder siden, har Line Maria Busk og David Jarsbo måtte finde sig i at være et kærestepar med stor afstand mellem hinanden.
Siden romancens start har "Paradise Hotel"-vinderen boet i Århus, mens "Ex on the Beach"-stjernen har været i hovedstaden.
Det har medført lange ture på tværs af landet og lige så mange hårde afskedsseancer. Men det får en ende nu.
- Det er snart slut, jo. David kommer over til mig, afslører Line Maria over for SE og HØR.
- Jeg starter lige med at finde noget arbejde herovre og stadig have lejlighed i Århus, men så er jeg her (i København red.) i hverdagene, så vi kan ses noget mere, tilføjer David.
At David nu rykker til hovedstaden er noget, som LM har set frem til længe.
- Jeg glæder mig rigtig meget, og det har jeg gjort i flere måneder, jubler tv-skønheden, som oprindeligt er fra Vejle.
Når et kærestepar skal flytte sammen, så begynder det helt store puslespil omkring indretningen af det fælles hjem. Det er reality-parret helt indstillet på.
- Vi skal have lavet om på nogle ting og sager. Ej, det skal vi sgu nok ikke, indrømmer David.
- Jeg vil gerne have min sofa, han vil gerne have en ny sofa. Så vi går på kompromis og beholder min sofa, griner Line Maria.
Se hele interviewet med Line Maria og David øverst i artiklen!