Tina Maria bekræfter: Er blevet single

Det var allerede i efteråret sidste år, det gik i stykker mellem influent og tidligere "Paradise Hotel"-deltager Tina Maria Hansen og Patrick Engbo.
Det er dog først nu, at parret, der har to børn sammen, bekræfter bruddet.
Det sker på Tina Marias Instagram-profil, hvor hun nu har valgt at tage bladet fra munden.
– Det her er et af de opslag, jeg har skulle tage tilløb til. Patrick og jeg er ikke længere sammen og har ikke været det siden efteråret sidste år, begynder Tina Maria.
Herefter uddyber influenten og fortæller, at det er svært at skulle sige højt, fordi hun og Patrick Engbo har en lang historie.
– Jeg må være ærlig at indrømme, at det er med et tungt hjerte, og det at skulle lukke et kapitel på 10,5 år, har været hårdt. Siden jeg var 21 år gammel. Vi har fået de dejligste piger sammen, med masser af kærlighed, gode oplevelser, rejser og minder, der for evigt vil have en plads i mit hjerte.
– Vi vil nu bestræbe os efter at være et godt team omkring vores børn og lade dem vide, at deres mor og far elsker dem ubetinget.
Tina Maria har valgt at lukke kommentarfeltet til opslaget, da hun gerne vil have, at ordene får lov at stå for sig selv, forklarer hun.