Reality26. august 2021

Tobias Friberg løsladt fra fængslet: Nu trækker han stikket

Livet efter "Paradise Hotel" var turbulent for Tobias Friberg, som netop er blevet løsladt efter at have afsonet en fængselsdom. I et åbent og ærligt interview med SE og HØR fortæller han nu, at han har valgt at trække sig fra livet som en offentlig person.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tobias_friberg_0.jpg
 Foto: Søren Lamberth

Med sine egne ord beskriver Tobias Friberg sit liv efter "Paradise Hotel" som et mareridt, hvor der var alt for mange problemer med blandt andet et misbrug og flere voldsomme episoder.

Nu fortæller han i et åbenhjertet interview til SE og HØR, at han har valgt at trække sig tilbage fra livet som et offentligt kendt ansigt. Det sker, efter han for nyligt er blevet løsladt fra fængslet.

Paradisoen blev i april i landsretten idømt 40 dages ubetinget fængsel for vold med en ekskæreste. Han havde dog muligheden for at afsone med fodlænke - men den løsning fungerede ikke for ham.

- Jeg startede ud med at have fodlænke på i ti dage, og så følte jeg, at jeg var i fængsel derhjemme. Jeg kunne ikke holde ud, at mit hjem skulle føles som et fængsel, når jeg er færdig med den dom, siger Tobias til SE og HØR.

Den nu tidligere realitydeltager sad fængslet i 30 dage i Slagelse Arrest, hvor han var indespærret i 23 af døgnets timer. Han havde en times "gårdtur" om dagen, hvor han kunne gå rundt i et småt, udendørs bur.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/paradise_hotel_praemiere_240_1sl0476.jpg.jpeg
 Foto: Søren Lamberth

Tobias blev kendt, da han medvirkede i "Paradise Hotel". Han har tidligere også deltaget i programmer som "Besat af bad boys" og "Robinson Ekspeditionen" (Foto: Søren Lamberth)

Tiden i fængslet var dog overraskende god, afslører Tobias. Her har han fået tid til at tænke over sit liv og lægge det om.

- Det har været rigtig godt for mig i forhold til at sætte pris på tingene, alle de der irriterende små ting. Jeg sad derinde i 30 dage og ville ønske, at jeg bare kunne få lov til at tømme min opvaskemaskine, griner han og fortsætter:

- Det var rigtig hårdt, men jeg kan kun se positivt på det. Jeg har lært rigtig meget.

Færdig med fordomme

Livet som realitydeltager er fyldt med folk og følgere, som alle har en mening om en. Med sin tilbagetrækning vil Tobias væk fra det.

- Jeg synes, der har været så meget brok og så mange fordomme. Folk har blandet sig i ting, som de ikke ved noget om. Der er så mange mennesker, som har en holdning til tingene, forklarer den tidligere "Paradise"-deltager:

- Jeg magter bare ikke mere drama nu, fordi jeg har det så godt. Jeg er stadig sammen med min kæreste Nickie, og vi har det bedre end nogensinde.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/img_54274.jpeg
 Foto: Privat

Tobias vil fra nu af leve et stille liv med kæresten Nickie (Foto: Privat)

Tobias og Nickie er lige nu ved at finde deres drømmehus, men de er også travlt beskæftiget med deres tre hunde derhjemme, og i fremtiden vil parret også gerne have børn. Tobias har i forvejen en søn fra et tidligere forhold.

Misbrugsbehandling

Før sin fængselsdom har Tobias talt åbent om, at han har et alkoholproblem. Det hjalp tiden i fængslet også på.

Han er i dag ædru, og i bag tremmer blev han tilknyttet en misbrugskonsulent, som han snakkede med en gang om ugen. Det har hjulpet.

- Hun har været med til at give mig nogle redskaber og planer for, hvad jeg skal gøre nu.

Tobias ser fremad nu. Han vil leve et stille og roligt liv med sin kæreste, hvor han ikke konstant skal tænke over, hvad hans følgere tænker om ham.

- Jeg har fået en normal dagligdag, og jeg har trukket mig fra de mennesker, hvor jeg ved, der kommer ballade, siger han og uddyber:

- Nickie og jeg har klaret corona, ti hundehvalpe, fodlænke og nu også fængsel, så hvad er der mere at klare.

Tilbagetrækningen kommer også til at have betydning for Tobias' Instagram-profil, som jo ellers for mange realitydeltagere er deres primære indtjeningskilde.

- Jeg vil stadig beholde min Instagram, men jeg vil gå over til en privatprofil, hvor jeg kan dele mit liv med mine tætteste. Jeg har ikke længere behov for at vise nogen noget, slutter han af.

Sponsoreret indhold