Tobias Hamann afslører "snyd" i kogebog: Har ikke selv bagt brødet
LÆS OGSÅ: Tobias Hamann tjener fedt: Leverer rekordregnskab
- I dag skal jeg lave en kogebog. Min tredje kogebog. Jeg har lavet to fiaskoer, nu håber jeg at lave en bestseller, siger en storsmilende Tobias Hamann i serien om hans liv med kæresten Patricia Thyberg, "Tobias & Patricia".
Og måske netop på grund af de to fejlslagne udgivelser springer Tobias over, hvor gærdet er lavest - især efter en vandskade i det nyindkøbte hus, som gør, at der er nok at se til derhjemme.
I hvert fald ser vi i dagens afsnit af "Tobias & Patricia", hvordan "Den store bagedyst"-vinderen ankommer til et fotoshoot for bogen "Chopskrifter", som siden er udkommet. Da han åbner bagagerummet for at tømme det for diverse fødevarer, der skal bruges til bogens billeder, er der en del færdiglavet brød at spotte.
Både plastikklædt, hvidt toastbrød, tortillapandekager, bagels og hvad der ligner ciabattaflutes bliver hevet ud af bilen, før Tobias Hamann også selv erkender, at der er noget, der lugter af snyd her forud for illustreringen af hans opskriftsbog.
- Jeg har ikke engang selv bagt brødet, siger han storsmilende, mens både han og kameraføreren er ved at kløjes af grin.
Se klippet i videoen øverst i artiklen.