Reality7. januar 2022

Tømrer-Lasse overraskede alle i "X Factor": Særligt forhold med kæresten

Den 17-årige tømrerlærling Lasse Skriver blæste dommerne og Sofie Linde bagover med sin "X Factor"-audition, hvor han havde sin kæreste Frederikke med. Og de to har et helt særligt forhold.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sjældent har en deltager fået en så overvældende respons fra et dommerpanel, som 17-årige Lasse Skriver fik i fredagens udgave af “X Factor”.

– Du kommer rigtig, rigtig langt, brølede Blachman, som var blæst bagover af den jyske tømrer.

Og ordene gjorde indtryk. For selv om Lasse er indbegrebet af jysk ydmyghed, så kom de flotte ord bag på ham.

– Det var lidt voldsomt, da Thomas sagde, at vi ses i finalen, men det er klart, at det er mit mål, siger Lasse til SE og HØR.

Smørstemmen fra Vejle rundede det andet auditionprogram af og efterlod de tre dommere nærmest målløse.

Ude bagved stod en begejstret Sofie Linde sammen med Lasses kæreste, Frederikke, som kunne fortælle, at han faktisk scorede hende ved at synge.

Men sådan gik det dog ikke helt til.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1_foto_tv_2.png
 Foto: TV 2

Som den sidste audition-deltager i aftenens "X Factor" fejede Lasse benene væk under dommerne med sin sang (Foto: TV 2)

– Jeg ved ikke, om det var helt det, jeg gjorde. Når man bliver stillet det spørgsmål, er man lidt oppe at køre, så jeg tror bare, man siger ja til det, man bliver spurgt om, forklarer han grinende.

– Men det vil jeg ikke sige, at jeg gjorde. Det kan da godt være, at det er det, hun er faldet for – det ved jeg ikke.

Lasse og Frederikkes kærlighedshistorie er noget specielt. Hun kommer fra Hellerup, og han fra Vejle, men alligevel fandt de hinanden.

– Jeg har meget familie i København og nogle venner derovre, og så var vi til fest og fandt hinanden til den fest. Så har det bare holdt ved siden, fortæller “X Factor”-stjerneskuddet.

Pas på, Frederikke!

Skal man tro dommerne, så kommer vi til at se meget mere til Lasse i de kommende måneder.

Det vil betyde, at tømreren fra Vejle skal vænne sig til at være et kendt ansigt, og spørger man Martin Jensen, bliver Lasse især populær hos pigerne.

– Hun skal til at se sig om, for hold kæft, der kommer til at være mange, der kigger efter dig, sagde stjerne-dj’en om Frederikke.

På det punkt er hun dog ikke nervøs.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/img_6966_0.jpeg
 Foto: Privat

Lasse og Frederikke har været kærester i et år (Foto: Privat)

– Hun har det okay med det. Jeg tror, hun vil synes, at det er sjovt det første stykke tid, lyder det med et grin fra Lasse.

Sangeren er der for musikken, men selv glæder den jyske teenager sig også til, at folk vender sig på gaden og kigger efter ham.

– Det er en følelse, man ikke rigtigt kan sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det. Det bliver mærkeligt, men det bliver sjovt at prøve, indrømmer han.

Trodser svære betingelser

Lasse bor og arbejder i Vejle, mens Frederikke til daglig er små 250 km væk i Hellerup.

Distancen er dog ikke en hindring for deres kærlighed.

– Vi tager toget, og det bliver nok bilen, når jeg fylder 18. Vi er ret gode til at ses, så vi er sammen nærmest hver weekend, fortæller Lasse.

Man kan tydeligt mærke, at Frederikke er hans et og alt.

At de kan få deres forhold til at fungere, selv om de bor i hver deres landsdel, betyder alverden for den unge sanger.

– Det er dejligt, og jeg synes ikke, at vi skubber alt muligt til side for at være sammen. Der er plads til det hele, og jeg synes, det fungerer godt, jubler han.

Sponsoreret indhold