TV3 sylter populært tv-format: Ikke set før i programmets historie
Hvis du er vant til at blænde op for "Fangerne på fortet" til en god omgang aftenhygge med forældrene, skal du muligvis ændre din rutine fremover.
I hvert fald har NENT, der blandt andet står bag TV3, Viaplay og "Fangerne på fortet", valgt, at konkurrenceformatet, hvor diverse kendisser kæmper mod hinanden den ene grænseoverskridende dyst efter den anden, får nye ben at stå på i den kommende sæson.
Den nye sæson, der har premiere 8. november, kommer nemlig slet ikke "i fjernsynet". I stedet for at se programmet på flow-tv, skal seerne nu streame, hvis de gerne vil følge med i kendissernes færden på Fort Boyard ud for Frankrigs kyst.
Det offentliggør NENT i dag, hvor premieredato og de første fire hold også annonceres.
Produktionsgiganten fortæller samtidig, at samtlige otte afsnit af den nye sæson vil blive lagt på Viaplay samtidig. Hvis du vil binge, er der altså også stor mulighed for det.
- Vi viser altid vores programmer dér, hvor det giver bedst mening for os og for vores seere, og når "Fangerne på Fortet" har premiere den 8. november, vises programmerne eksklusivt på Viaplay, hvor seerne kan se samtlige programmer lige præcis, hvor de vil – og når de vil, siger programdirektør Kenneth Kristensen.
- Vi glæder os til, at vores seere meget snart kan se endnu en fantastisk sæson af "Fangerne på Fortet" på Viaplay.
NENT forklarer også, at det bestemt ikke er udelukket, at "Fangerne på fortet" rammer TV3 senere, men her i begyndelsen er det i hvert fald eksklusivt på Viaplay.