Undrede du dig også? Derfor har deltagerne deres eget tøj på i ”Flokken”
TV 2 har netop blændet op for deres nye reality-satsning ”Flokken”.
Her bliver ti danskere taget ud af deres vante rammer og plantet i den bulgarske ødemark, hvor de skal overleve i 16 dage.
Og det er ikke lige alle ti deltagere, der er klædt på til en overlevelsestur i vildmarken.
Brian Sørensen gjorde sig særligt bemærket, da han midt i vildnisset lignede en, som var blevet bortført fra en 50-års fødselsdag og placeret i det pittoreske men barske landskab.
Iført jakkesæt, hvid skjorte og pæne sko forsøger han at forcere en bæk – ikke en nem disciplin med glatte såler.
Det er derfor nærliggende at tænke: ”Hvorfor i alverden har han dog ikke tømt en Spejdersport, før han tog afsted?”
Men der er altså en mening med galskaben.
For programmet er bygget op om, at deltagerne pludselig bliver revet ud af deres vante rammer, som hvis de befandt sig i en nødsituation.
Derfor bliver de sat af i ødemarken i deres almindelige hverdagstøj.