Reality22. oktober 2024

Vi er SLET ikke misundelige: Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman scorer kæmpe MTV-job

Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman skal til november lege journalister for en dag og potentielt mænge sig med nogle af verdens største stjerner
Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman havde glædelige nyheder på på løberen til "Good Luck Guys"-premieren.
Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman havde glædelige nyheder på på løberen til "Good Luck Guys"-premieren.
 Foto: Gregers Overvad

LÆS OGSÅ: Amanda Sascha afslører babynavn: Nærmest ingen hedder det i Danmark

Hvorfor man har spildt seks år af sit liv på at gå på universitetet, kan særligt én af SE og HØRs journalister nu stille spørgsmålstegn ved.

For det viser sig, at man egentlig ikke behøver meget mere merit end nogle danske realityprogrammer, for at gøre sig fortjent til at blive rapporter på den røde løber til årets MTV European Music Awards.

Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman skal nemlig til Manchester til november, hvor de skal lege journalister for en dag og således potentielt udfordre Lucia Odoom på sin stilling som kulturjournalist på Politiken og måske endda også Niels Pinborg som chefredaktør på SE og HØR. Hvem ved? Alt kan åbenbart ske.

Der bliver tilsyneladende sigtet højt, for Nikolaj Hvidman, der fik sin start i dansk mediebranche, da han engang medvirkede i "Paradise Hotel", satser benhårdt på at møde de helt store stjerner.

Bliver det her et scenarie til november? Det håber Nikolaj Hvid. (Billedet er manipuleret)
Bliver det her et scenarie til november? Det håber Nikolaj Hvid. (Billedet er manipuleret)
 Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix, Gregers Overvad

- Det kan være, at vi kommer til at stå og give hånd til Justin Bieber, lyder det fra den begejstrede Pepe's Bodega-ejer, da SE og HØR møder ham til forpremieren på "Good Luck Guys" tirsdag aften i København.

Og der er fart på det danske realitypar, der ifølge dem selv kun har været "hjemme i fire timer" efter en tur til Spanien, men som alligevel fik prioriteret premieren på tredje sæson af Prime Video-programmet.

- Det er Taylor Swift. Det er Billie Eilish. Det er alle de store, vi skal stå og interviewe dem på den røde løber. Vi skal lege dig, meddeler Anne og Nikolaj, hvor sidstnævnte i den forbindelse tilføjer, at det således er "de kendte, der skal interviewe de kendte".

- Vi har fået gæstelisten, og det er crazy, lyder det også fra Nikolaj Hvidman, der med denne udtalelse risikerer at blive det danske svar på spoilerkongen Tom Holland, eftersom det egentlig fortsat er hemmeligt, hvem af de helt store stjerner, der rent faktisk dukker op til showet.

Nikolaj Hvidman og Anne Plejdrup håber også på at møde Taylor Swift.
Nikolaj Hvidman og Anne Plejdrup håber også på at møde Taylor Swift.
 Foto: Ritzau Scanpix, Gregers Overvad

Indtil videre er det bekræftet, at Benson Boone, RAYE, Teddy Swims, Shawn Mendes og The Warning optræder, mens Gavis Rossdale, Aaron Taylor-Johnson og Jodie Turner-Smith er blandt dem, der skal præsentere aftenens priser.

Det kan dog nå at blive meget større, for Ariana Grande, Sabrina Carpenter, Eminem, Beyonce, Kendrik Lamar, Post Malone, Camila Cabello, Dua Lipa og Tyla er blandt de nominerede.

Taylor Swift står desuden til at blive aftenens helt store vinder med mulighed for at score priser i hele syv kategorier.

Såfremt Anne Plejdrup eller Nikolaj Hvidman må smide en sygedag, så vil undertegnede bare benytte lejligheden til at citere Jennifer Lawrence i "The Hunger Games":

- I volunteer as tribute!!

Sponsoreret indhold