Kryptisk Blachman om endnu en ”X Factor”-sæson: – Tiderne ændrer sig
LÆS OGSÅ: TV 2 bekræfter: Dét skete der med ”X Factor”-demonstranterne
Kan man lave ”X Factor” i Danmark uden Thomas Blachman?
Med 16 ud af 17 mulige ”X Factor”-sæsoner på cv’et, lyder svaret til at være et klokkeklart ”nej”.
Men efter finalen, hvor Blachman igen måtte se sig slået af Simon Kvamm, var han ikke selv overbevist endnu om, at han fortsætter.
Det fortæller han til SE og HØR.
– Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Vi skal lige have lov til at komme ud af Randers og hjem.
Der må have gået en eller anden snak i gang?
– Ja, men det er der altid. Men det kan jeg ikke røbe så meget om.
”X Factor”-legenden har aldrig været bleg for at tease lidt for, om han har tænkt sig at fortsætte eller ej, inden han plejer i sidste ende at bekræfte, at han fortsætter
Men næste års beslutning er anderledes, efter måden ”X Factor” har udviklet sig på.
– Tiderne ændrer sig. Jeg skal tænke, gider jeg gå ind og tage kampen op, er det så på hans (Simon Kvamm, red.) banehalvdel for at gøre det, eller kan man blive ved med at gøre den ting, jeg gør. Og det er det, der er en vurdering om, hvorvidt jeg har mig selv med i det.
Simon Kvamm og Thomas Blachman var efter hinanden i kvartfinalen, da temaet var familie.
Her var Blachman efter Kvamms deltageres ”følelsesporno”, og det er også den ”X Factor”-udvikling, som han har med i overvejelserne, når han skal beslutte sig for, om han skal fortsætte eller ej.
– Jeg synes, at det her er udslagsgivende på en eller anden måde, fordi det er en massiv mur af noget, som jeg i hvert fald ikke repræsenterer. Men som har en form for dominans over sig.
– Det kræver, at jeg revurderer måden, jeg gør tingene, og gøre dem mere effektive og hårdtslående, for ellers kommer du aldrig til at kunne tage den pokal igen.
Kollegerne svarer også kryptisk – på nær en
SE og HØR spurgte også både Oh Land og Simon Kvamm, om de kunne tænke sig at fortsætte næste år.
Oh Land svarede, at ”tiden må vise det”, men at hun trods alt gerne vil, selv om det er et hårdt arbejde, som tager rigtig meget tid.
Simon Kvamm har endnu ikke taget stilling til, om han vil jagte hattricket. Han udelukker dog ikke et gensyn med det hele næste år, selv om intet er aftalt.
Maria Fantino har ligesom de tre andre heller ikke fået et konkret tilbud, men svaret er klart, hvis – eller når, hvis TV 2 lytter til samtlige seere – tilbuddet ender i indbakken.
– Jeg fokuserede på at lave den her sæson, og så må vi begynde at se frem af. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg selvfølgelig ikke synes det ville være fedt at lave endnu en.