Martin går til angreb: Bye bye Blachman!
Tonen er blevet hårdere og langt mere kontant fra Martin Jensen i denne sæson af “X Factor”.
Sidste års fadæse i TV 2-hittet skal ikke gentage sig, og derfor har pladevenderen ændret sin stil.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Rollen som dommerbordets hardhitter tager Martin Jensen, 30, gerne på sig. (Foto: Hanne Juul)
– Jeg skulle finde min plads sidste år og finde ud af, hvad jeg kunne tillade mig. Det her er mere måden, jeg arbejder på i mit eget brand og i min egen musikvirksomhed, forklarer Martin til SE og HØR.
– Sidste år var der mange, der fik det lidt for let, som måske skulle have haft et hårdt spark i den rigtige retning, slår hitmageren fast.
Kom bare an!
Martins nye hårde stil har fået en blandet modtagelse hos seerne.
Nogle elsker det, mens andre ser ham som en kold og kynisk skid – sådan forholder det sig dog ikke, slår dj’en fast.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det moderlige instinkt kom på overarbejde hos Sofie Linde, 32, da Martin styrede showet med fredagens “6 Chair Challenge”.
Her valgte den elektroniske ekspert nemlig at sende 18-årige Angela Rán Egilsdóttir og jævnaldrende Sofie Thomsen ud i en sing off, hvor de skulle dyste på vokaler ansigt til ansigt. Den kamp endte Sofie med at trække sig sejrsrigt ud af. (Foto: TV 2)
– Jeg vil sige, at jeg er mere realistisk i år, end jeg er kynisk. Det kan godt se hårdt ud, og jeg modtager da også en masse beskeder om, hvorfor jeg er sådan et ondt menneske, siger hr. Jensen.
Men kritikken fra seerne er ikke noget, som gør indtryk.
– De kære mennesker, som sidder derude og synes, at jeg er kynisk og et ondt menneske, de kender bare ikke noget til musikindustrien. Der er så mange, der gerne vil, og der er så få pladser. Derfor skal man skille fårene fra bukkene.
Banker bløde Blachman
Den konstante stil fra Martin er tiltrængt.
Især fordi Thomas Blachman i år er en skygge af sig selv og virker som en 70’er-hippie helt høj på kærlighed.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Thomas Blachman, 58, har indtil nu været en blød skygge af sig selv i den nuværende sæson af “X Factor”. (Foto: Dan Mariegaard)
Det har Martin også bemærket – men bestemt ikke forstået.
– Jeg ved ikke, hvad han laver, siger den 30-årige jyde om sin korthårede kollega.
Alligevel har sorringenseren en forklaring på, hvorfor Blachman er blevet så blød på sine gamle dage: Nemlig dj’en selv.
– Hvis man skal prøve at finde noget positivt i hans tale til Zulu Awards, så sagde han jo, at jeg har gjort ham blød og vist ham, hvor sødt et menneske han også kan være, kommer det med et grin fra Martin.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I sidste sæson tog dommer-debutanten sig kærligt og flabet af sin 28 år ældre kollega.
Det fortsætter han med. (Foto: Ritzau Scanpix)
Og det passer åbenbart “X Factor”-veteranen helt fint, at der nu er kommet en ny, ung makker, som kan være dommerbordets hardhitter.
Så kan han fokusere på det kunstneriske samt nyde sit otium.
– Det kan godt være, han er glad for, at der er kommet en, der kan være den hårde, så han kan slappe lidt af, siger Martin.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det er noget af en egosandwich, som Kwamie Liv, 37, er landet i med Martin og Blachman på hver sin side. (Foto: Hanne Juul)
Så kan man jo håbe på, at Blachman også snart skruer op og byder Martin op til dans.