Martin Jensen er rasende: - Har du ikke fattet noget?!
Lise Rønne indledte i går "X Factor" med et budskab til seerne, som ikke var til at misforstå: Stop med at skrive onde og hadefulde beskeder og kommentarer på de sociale medier.
Det budskab blev undervejs i showet bakket op af dommere og deltagere, men alligevel var det ikke alle, som tog det til sig.
For da Thomas Blachman havde chokeret alle ved at sende sin egen gruppe ud, var der alligevel nogle, som lod deres vrede gå udover "X Factor"-stjernerne.
- Det er faktisk ikke det (Blachmans beslutning red.), jeg er mest i chok over i aften, siger Martin Jensen til SE og HØR og fortsætter:
- I pausen åbner jeg min telefon, og der ligger en besked. Den starter ”Fuck, du er bare den ringeste dommer, der nogensinde har været i ”X Factor”. Du skulle tage dit klamme jeg og fucke af helvede til. Jeg håber, aldrig nogensinde, du bliver i ”X Factor” igen”.
Artiklen fortsætter under billedet...
Martin var godt gal i skralden, da "X Factor" sluttede i går. Det var han, selv om hans deltager Vilson Ferati blev reddet på målstregen (Foto: Jesper Sunesen/Ritzau Scanpix)
Den slags beskeder har fyldt meget hele ugen, efter Neva & Ida, som røg ud i går, brød tavsheden og fortalte om de mange onde beskeder, de har modtaget. Og i går gik det altså udover Martin, som ikke vil finde sig i det.
- Har du ikke fattet budskabet af aftenens tale om at sprede noget kærlighed i stedet for hate?, udbryder stjerne-dj'en.
Det er ikke den første onde besked, som Martin har modtaget, siden han debuterede som dommer i "X Factor", og det får ham til at tvivle på beslutningen om at sige ja til jobbet og dermed blive et endnu større navn i Danmark.
- Hvad fanden i helvede laver jeg på det her show? Det får mig til at reflektere over, hvorfor jeg aldrig startede med at bygge en karriere i Danmark, fordi man bliver mødt med den her negativitet, når man giver noget af sig selv, raser den 29-årige dommer.
De onde og ignorante mennesker får dog ikke lov til at "vinde". Martin fortryder ikke sit "ja" til "X Factor", men han agter at gøre sit for at stoppe problemet.
- At hele pisset skal brændes ned, fordi der sidder nogen – undskyld udtrykket – sociale tabere derhjemme og skal sidde og hate. Det kan jeg simpelthen ikke acceptere, slutter han af.