X Factor25. februar 2023

Thomas Blachman runder milepæl: De her "X Factor"-dommere husker han særligt

I 200 programmer har Thomas Blachman siddet side om side med sine meddommere under “X Factor”
Thomas Blachman
Thomas Blachman har i anledning af sit 200. program fremhævet et par af de dommere, der gennem tiden har udmærket sig i "X Factor"
 Foto: Dan Mariegaard

I fredagens liveshow kunne Sofie Linde afsløre, at Thomas Blachman havde rundet en milepæl. Under hele 200 programmer har herren med den skarpe tunge sammen med sine meddommere ledt efter unge og gamle talenter.

Og man skulle måske tro, at det efter 200 programmer ville være svært at lære en gammel hund nye tricks, men ifølge Blachman kan han stadig lære noget.

- Er du sindssyg? Selvfølgelig! Og for en gangs skyld vil jeg sige. Endelig. Men der har været gode dommere hele vejen, men jeg synes, det er godt med god energi og at bruge scenen til noget andet, end det jeg har set tidligere, siger han og hentyder til Simon Kvamms kreative iscensættelser.

- Jeg synes, det var et skide godt program 200. Det er jo en gave, at der kommer nye kræfter til, der ligesom skruer op for ambitionsniveauet i forhold til rekvisitter og alt muligt andet, siger han.

Den nye dreng i klassen har nemlig skubbet lidt til Blachmans ellers faste strategi.

- Normalt venter jeg til show fire med at begynde at lave lidt større iscenesættelser, men det kan godt være jeg skulle overveje at sætte turbo på lidt tidligere, forklarede han, efter han måtte sige farvel til sin deltager Rosita, der forlod “X Factor” fredag aften.

Dem husker han bedst

Efter 200 programmer påstår Blachman, at han husker det hele, men der er særligt nogle dommere, der har gjort større indtryk på den 59-årige musiker end andre.

- Remee er selvsagt. Fantastisk dommer og fantastisk dygtig og fantastisk indædt perfektionist. Jeg synes også Oh Land har leveret nogle rigtig gode ting, siger han til SE og HØR.

Oh Land
Oh Land har været dommer i tre "X Factor"-sæsoner.
 Foto: Jesper Sunesen

Og når han er i gang med at reflektere over dommerpræstationer gennem tiden, så det oplagt at se indad - og der er har “X Factor”-veteranen ikke en finger at sætte - næsten ikke.

- Nej. Det synes jeg sgu egentlig ikke, nej. Der har måske været nogle kommentarer her, og der som har været lidt langt ude altså, det har der helt sikkert været. Men nej, grundlæggende ikke. Det er også derfor, jeg har en fornøjelse af at lave det. Jeg synes, jeg kan styre det på en eller anden måde, forklarer han.

Hvor mange programmer han har tilbage i sig, er han dog ikke sikker på.

- Rent fysisk og mentalt kan jeg klare 400 programmer mere, men så langt vil jeg ikke gå, siger han.

- Den dag jeg ikke har fornøjelse af det længere, gør jeg det ikke mere. Det er der ikke nogen, der kan forudse.

Sponsoreret indhold