Thomas Blachmann: Nervøs blære
Gang på gang har man hørt Thomas Blachmann sige "jeg skal tisse" midt under et liveshow i "X Factor". I sidste sæson forlod han pludselig sin stol og gik på potten med et kamerahold i hælene.
Nu indrømmer Thomas Blachmann, at han har et seriøst problem.
- Jeg hader at vide, at jeg sidder et sted, hvor jeg ikke kan komme til at tisse. Så er det som om jeg virkelig skal. Det er noget inde i min hjerne, forklarer Blachmann i Ekstra Bladet og beskriver det hele som "klaustrofobisk".
Jeg må til lægen
Thomas Blachmann gør ellers alt, hvad han kan for at få styr på blæren under X Factor-programmerne.
- Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tisser lige inden vi går i gang, og alligevel skal jeg tisse.
Nu overvejer X Factor-dommeren at få undersøgt om han har et reelt blæreproblem eller om tissetrangen bare er psykologisk.