Var festen for hård, Selmani? Single er udkommet med forkert navn
En af 2024 store ”X Factor”-oplevelser blev de to Kalundborgdrenge fra Selmani, der gik hele vejen til finalen i Randers, men som måtte nøjes med andenpladsen.
Drengene tabte til Simon Kvamms anden finaledeltager, Helene Frank, men selv om det ikke blev til sejr, så er det to taknemmelige sangere, der lørdag sætter ord på rejsen.
- Et tak skal det lyde, fra os til alle jer. I har været helt fantastiske alle sammen, uden jer havde vi aldrig stået på den fantastiske scene.
- Et stort tillykke til Helene Frank som i den grad har gjort et godt stykke arbejde, velfortjnet. Vi ses, skriver gruppen på sin Instagram-profil.
Frem eller hjem?
I finalen optrådte Arbnor og Rinor først på egen hånd med et cover af Ida Laurbergs ”Terrier”. Senere fik de besøg af Benjamin Hav og Ella Augusta, før de til sidst skulle optræde med deres til lejligheden skabte finalesang.
Efter finalebraget fredag udtalte Simon Kvamm, at der nu skulle drikkes øl og gerne mere end en.
Det lader til, at den plan lykkedes. Lørdag er Selmanis finalesang blevet tilgængelig på Spotify, men det er tilsyneladende gået lidt for stærkt med at lægge den op.
Singlen er skrevet af ingen ringere end Nik og Jay og hedder ”Vejen hjem”. På Spotify fremgår det dog, at de to drenge synger ”Vejen frem”.
Fejlen skulle gerne blive rettet snarrest, oplyser gruppen i en story.