Kæmper for sit liv efter ulykke: ’X Factor’-deltager i koma
Den tidligere ’X Factor’-deltager Tamam Kvadrani Abukar, der var en del af pigegruppen 8210, kæmper lige nu for sit liv på Rigshospitalet.
Søndag morgen var den 26-årige kvinde, der stillede op i talentprogrammet i 2010, involveret i en alvorlig ulykke ved tilkørslen til Motorring 3.
Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med hendes meget berørte bror ude foran Rigshospitalet.
- Lægerne siger, at der er 0 procents chance. Hendes hjerne sover, siger den meget berørte bror Mohamed Abukar til Ekstra Bladet.
- Hun trækker ikke vejret selv. Det er maskinen, der gør det, siger han.
Gruppen 8210 stammede fra Aarhus og stillede op i 'X Factor' i 2010. Foto: Niels S. Andersen
Ulykken skete søndag morgen omkring klokken seks, da bilen med den 26-årige kvinde kørte galt i den snegleformede tilkørsel, der er fra Køge Bugt mod Motorring 3.
Den 26-årige kvinde sad bag rattet og blev slynget ud af bilen ved ulykken. To andre passagerer i bilen slap uskadt fra den alvorlige ulykke.
- Der er tale om et solouheld, hvor bilen af uvisse årsager kører galt i den snegle-tilkørsel, der er fra Køge Bugt mod Motorring 3, der går til Helsingør, sagde Jens Møller, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, tidligere til Ekstra Bladet.
26-årige Tamam Kvadrani Abukar blev herefter hastet på Rigshospitalets Traumecenter, hvor hun nu ligger i koma.
Tamam Kvadrani Abukar var en del af 8210-pigegruppen, der stillede op i ’X Factor’ i 2010. Selv om gruppen blev spået til at være de første, der røg ud af de såkaldte liveshows, endte gruppen alligevel på en syvendeplads.
Se billeder af 8210 i galleriet herunder: