X Factor13. marts 2017

X Factor-Mias far: Hun vender Martins exit til noget godt

Det unge kærestepar i X Factor blev splittet fredag, da Martin røg ud, men det kan være positivt for Mia.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/martin_og_mia_2.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Det er en anderledes uge, der i dag er skudt i gang for X Factor-deltageren Mia. I fredags måtte hun nemlig vinke farvel til sin kæreste, Martin, der røg ud af showet.

De to har boet sammen, øvet sammen og haft en hverdag, hvor de ikke behøvede at undvære hinanden mange minutter ad gangen. Nu er Martin sendt hjem til Lolland, mens Mia skal forsøge at kæmpe sig videre til den store finale.

Men spørger man Mias far, Brian, så vil det ikke slå 15-årige Mia ud, at hun ikke længere har Martin ved sin side.

- Jeg tror ikke, det kommer til at påvirke hende, for jeg tror, Mia har en evne til at finde styrken i nogle ting. Uanset, om hun har en nedtur eller er rigtig glad, så finder hun følelserne i musikken, fortæller han.

- Jeg tror derfor tværtimod, det kan være en force for hende, og at hun kan bruge det til noget positivt, siger han.

For ham har det været en stor oplevelse at få lov at følge med på sidelinjen, mens Mia og Martins forhold har udviklet sig.

- Jeg føler mig faktisk rigtig privilegeret, for jeg tror, der er mange forældre, der ikke får lov at følge med, fordi det udfolder sig et sted, de ikke har adgang til. På en måde har jeg jo stået og kigget lidt ind ad nøglehullet, også takket være medierne. Der er jo ikke noget smukkere end en teenageforelskelse, siger far Brian.

Allerede før, Mia betroede ham, at hun var faldet for Martin, havde han luret at det var mere end bare et venskab mellem de to unge sangtalenter. Nu håber han, at forholdet kan bestå, selvom de ikke længere har en hverdag sammen.

- Martin er en helt fantastisk dreng, som jeg er sikker på, vi kunne have brugt mange flere timer med. Jeg ved, hvor ondt det gør på dem begge to, siger han.

- Jeg håber selvfølgelig, de kan fortsætte forholdet, men de er teenagere og der er langt til Lolland. Der er andre, der har fået langdistanceforhold til at fungere, og alt kan lade sig gøre, hvis kærligheden er der, siger han.

Se deltagerne i denne års sæson i galleriet herunder:

X Factor 2017 (deltagere til liveshows)

Sponsoreret indhold