Åh nej: Simon Pytlick misser Champions League-kamp med skade
GOG's chancer for at avancere til Champions League-semifinalen er i forvejen små, men de er blevet endnu mindre de seneste døgn.
Simon Pytlick, der er klubbens største profil, kommer således ikke til at spille returopgøret mod Barcelona senere på ugen.
Det fortalte han selv til TV 2 i forbindelse med klubbens kamp søndag, hvor GOG slog Bjerringbro-Silkeborg og sikrede sig førstepladsen i sin slutspilsgruppe.
Søndagens sejr kom i hus uden Simon Pytlick, der har pådraget sig en knæskade. Han er sågar tvivlsom til DM-semifinalen mod Skjern. Og han tør ikke svare på, hvor alvorlig skaden i knæet er.
- Det er lidt svært at svare på, for vi kender ikke lige helt omfanget af det endnu. Sidst jeg havde den der (knæskade, red.), tog det noget tid, men vi kæmper selvfølgelig utroligt hårdt for, at jeg skal blive klar til DM-semifinalerne.
- Det er lidt, hvordan knæet reagerer de næste dage, siger Pytlick til TV 2.
Inden returopgøret mod Barcelona er GOG hele syv mål bagud og får dermed mere end svært ved at spille sig i Final 4.
I det første opgør i Odense var den spanske stormagt et par klasser bedre end de danske mestre, som aldrig fik spillet til at glide.
Heller ikke Simon Pytlick fandt for alvor sit spil mod Barcelona, som var meget opmærksom på at lukke det unge stjerneskud ned. Pytlick scorede blot to mål.
Returopgøret mod Barcelona løber af stablen i Spanien torsdag.
På søndag skal GOG møde Skjern i den første af potentielt tre kampe i DM-semifinalen.
Simon Pytlick har indtil videre i sæsonen bidraget med 166 scoringer for GOG i den hjemlige liga og er dermed den næstmest scorende spiller for fynboerne efter den hårdtskydende højreback Emil Madsen.
/ritzau/