Sport5. februar 2025 (opd. 5. februar 2025)

Aalborg Håndbold har fundet deres cheftræner i Simon Dahl

Simon Dahl skal være cheftræner i Aalborg Håndbold frem til sommeren 2027. Han får Henrik Kronborg som assistent
Aalborg Håndbolds træner Simon Dahl i EHF Champions League herrehåndboldkampen mellem Aalborg Håndbold og Kolstad Håndbold i Sparekassen Danmark Arena Aalborg, onsdag den 20. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Simon Dahl er nu permanent cheftræner i Aalborg Håndbold.
 Foto: Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold tror så meget på 33-årige Simon Dahl, at han ikke længere kun skal være en midlertidig løsning som cheftræner.

I stedet er Simon Dahl gjort til permanent cheftræner frem til sommeren 2027, oplyser klubben onsdag på sin hjemmeside.

Henrik Kronborg bliver fra den kommende sæson assistenttræner under Simon Dahl. Kronborg er også assistent på det danske herrelandshold, og den rolle vil han fortsat varetage.

Simon Dahl blev ansat som assistent i sommeren 2023 under den daværende cheftræner Stefan Madsen.

Siden blev Maik Machulla ansat som cheftræner i Aalborg fra sommeren 2024, men tyskeren blev fyret efter kun få måneder i jobbet.

Fra starten af november har Simon Dahl været midlertidig cheftræner, og resultaterne har siden været så gode og stabile, at Aalborg-direktør Jan Larsen blev overbevist.

- Da Simon overtog roret var vi inde i en lidt urolig periode, men med 12 sejre ud af 12 mulige frem mod vinterpausen fik han for alvor stabiliseret tingene og vist, hvad han kan som cheftræner.

- Derfor skulle der ikke mange overvejelser til fra vores side, inden vi kunne tilbyde ham jobbet på permanent basis, hvilket vi ser utrolig meget frem til, forklarer Jan Larsen.

Direktøren mener, at Simon Dahl passer godt ind i den kultur, der er opbygget i Aalborg Håndbold over en årrække.

- Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi med Simon ved roret har fundet den rette mand til jobbet, siger Jan Larsen.

Simon Dahl er stolt, men også ydmyg over at få muligheden som Aalborg-træner på fast basis.

- Selv om jeg har haft kasketten på i de seneste måneder, så har det ikke været en selvfølge for mig, at det skulle ende sådan her.

- Jeg har altid haft drømmen om at blive cheftræner i en større klub, lyder det fra Simon Dahl, der tidligere har været cheftræner i Nordsjælland Håndbold.

Sponsoreret indhold