Sport9. april 2025

Afdøde Avicii hyldes i Danmark: "Levels" bliver officiel VM-sang

Når der til maj skal spilles ishockey-VM i Danmark og Sverige, vil der ikke blive lavet en ny slutrundesang
Tim "Avicii" Bergling blev bare 28 år. 
Tim "Avicii" Bergling blev bare 28 år.
 Foto: Amy Sussman/AP/Ritzau Scanpix

VM-turneringen bliver i stedet brugt som anledning til at hylde en af nyere tids helt store musikere.

Afdøde Tim Bergling, bedst kendt under kunstnernavnet Avicii, bliver nemlig æret ved at stå for den officielle VM-sang - monsterhittet "Levels".

Det meddeler Det Internationale Ishockeyforbund ifølge Aftonbladet.

- Avicii er ikke bare en af de største musikskabere i vores tid, han er også et unikum og et hyldet symbol i Sverige, lyder det fra generelsekretær Tony Wiréhn.

- Aviciis musik har energi og puls, der går lige i hjertet, og vi ved, at hans musik allerede er enormt værdsat af både ishockeyspillere og fans, tilføjer han.

Avicii døde i 2018 og blev bare 28 år.

Ishockey-VM afholdes fra den 9. til den 25. maj og skal spilles i henholdsvis Herning og Stockholm.

Finalen skal passende nok afvikles i Avicii Arena i Stockholm.

Sponsoreret indhold