Anders Antonsen fyrer Joachim Persson: Tog ham i at spille på en kamp
LÆS OGSÅ: Wozniacki i tvivl: Kan stoppe efter US Open eller om to år
Joachim Persson er ikke længere Anders Antonsens træner.
Den danske badmintonstjerne har nemlig opsagt samarbejdet med øjeblikkelig virkning.
Det skriver han på Instagram.
Forklaringen skal findes i, at Antonsen ved et tilfælde havde set Persson placere et væddemål på en kamp i en turnering, som Antonsen også selv deltog i.
- Som træner for en spiller, der deltager under BWF (Det Internationale Badmintonforbund, red.), er det et regelbrud.
- Som spiller under BWF er man forpligtet til at rapportere en sådan adfærd, så snart man bliver bekendt med den. Hvis man ikke videregiver sådan en information, er det et brud på BWF's adfærdskodeks.
- Jeg vil gerne tage afstand fra den adfærd, og derfor er den eneste mulighed at melde det og opsige vores samarbejde, skriver Anders Antonsen.
Badmintonspilleren kender ikke omfanget af Joachim Perssons betting. I opslaget takker han Persson for den tid, de har haft sammen.
- Jeg vil altid være taknemmelig for den tid, vi har haft sammen. Så jeg er selvfølgelig ked af, at det er sådan her, vores samarbejde skal slutte, skriver Antonsen. Joachim Persson har været træner for den danske stjerne siden 2022.
Persson blev tilbage i 2018 idømt en 18 måneders karantæne fra al badminton, da han i 2016 var indblandet i en matchfixingundersøgelse hos BWF.
Antonsen påpeger, at hans situation er kompliceret, og han frabeder sig henvendelser fra medier.
- Jeg står nu i en meget kompliceret situation. Uden træner og på vej ind i et rigtig travlt program med rejser, turneringer og træningslejre. Jeg vil gøre mit bedste for at løse puslespillet, så godt jeg kan, skriver han.