Sport11. marts 2025 (opd. 11. marts 2025)

Anklages for at have slået Diego Maradona ihjel: Nu begynder retssagen

Mere end fire år efter fodboldstjernens død går en retssag med syv anklagede omsider i gang i Buenos Aires
Diego Maradona blev blot 60 år gammel. Billedet her er taget i 2008.
Diego Maradona blev blot 60 år gammel. Billedet her er taget i 2008.
 Foto: Juan Mabromata/AFP/Ritzau Scanpix

Efter flere udsættelser kommer retssagen om fodboldlegenden Diego Maradonas død omsider for retten tirsdag i Buenos Aires.

I den er syv personer anklaget for uagtsomt manddrab og risikerer mellem 8 og 25 års fængsel.

Diego Maradona døde af et hjertestop i november 2020. Før sin død var han i sit hjem ved at komme sig oven på en større operation i hjernen efter en blodprop.

De tiltalte undlod ifølge anklageren at give Maradona livsvigtig hjælp.

Blandt de tiltalte er Maradonas tidligere personlige læge, Leopoldo Luque, hans tidligere psykiater, Agustina Cosachov, to sygeplejersker og andre sundhedsmedarbejdere.

Sagen blev indledt allerede i maj 2021, efter at en rapport om Maradonas død blev offentliggjort.

Her skrev et lægefagligt udvalg med 20 eksperter blandt andet, at Maradonas plejere håndterede fodboldstjernens sidste dage "utilstrækkeligt og ubetænksomt".

Flere gange er retssagen dog udsat, da man fortsat manglede at afklare detaljer.

Ifølge nyhedsbureauet AFP handler det blandt andet om påståede beskeder mellem sundhedspersonale, der ville holde legendens familie ude af behandlingen, fordi de var bange for at miste deres betaling for opgaven.

Ifølge AFP forventes høringer i sagen at løbe frem til juli.

Sponsoreret indhold