Ansat i september: Nu har Ishockeyunionens direktør sagt op
Jonas Torines stopper som direktør i Danmarks Ishockey Union (DIU) efter kort tid i stillingen.
Det oplyser unionen i en pressemeddelelse.
Svenskeren har indgivet sin opsigelse af personlige årsager, lyder forklaringen.
Torines kom fra en direktørstilling i den svenske klub Timrå og tiltrådte 1. september. Dermed nåede han blot to en halv måned i sit nye job.
Formanden for unionen, Henrik Bach Nielsen, begræder afskeden.
- Det er med stor beklagelse, at vi har modtaget Jonas Torines’ opsigelse, da jeg fortsat er af den overbevisning, at Jonas havde de rette menneskelige og faglige kompetencer til at bestride jobbet i DIU, siger Henrik Bach Nielsen.
- Jeg har fået samme positive tilbagemeldinger fra en lang række af de klubber og samarbejdspartnere, Jonas har nået at møde, siden han tiltrådte 1. september, og derfor er jeg også både personligt og professionelt ekstra ærgerlig over dette.
- Samtidig respekterer jeg naturligvis Jonas’ beslutning, når den er baseret på personlige årsager, og jeg ønsker ham alt held og lykke i fremtiden, siger formanden.
Indtil en afløser er fundet, vil bestyrelsen i ishockeyunionen være tættere på den daglige drift.
I juni sidste år meddelte DIU, at den mangeårige direktør Ulrik Larsen stoppede for at blive direktør for det VM-selskab, der skal dirigere Danmark frem mod værtskabet for VM 2025, som Danmark deler med Sverige.
I første omgang blev Kim Pedersen konstitueret i stillingen som direktør, men han blev tidligere i 2023 hyret til et job som sportsdirektør hos Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF).