Sport12. december 2022

Bekræftet: Jakob Fuglsang er blandt degraderede danskere

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsangs hold får ikke World Tour-licens de kommende år. De rykkes en hylde ned
Jakob Fuglsang kan nu ikke længere kalde sig World Tour-rytter.
Jakob Fuglsang kan nu ikke længere kalde sig World Tour-rytter.
 Foto: Ritzau Scanpix

Cykelstjernerne Jakob Fuglsang, Mads Würtz Schmidt og Andreas Kron kan ikke længere kalde sig World Tour-ryttere.

Efter måneders spekulationer og meningsudvekslinger har Den Internationale Cykelunion (UCI) mandag bekræftet på sin hjemmeside, at Israel-Premier Tech og Lotto Dstny rykker en hylde ned.

Det sker først og fremmest som følge af, at holdene ikke har optjent UCI-point nok i de tre forgangne sæsoner.

Fuglsang og Würtz er på kontrakt hos Israel-holdet, der også har haft den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome på lønningslisten de seneste år.

Kron har en aftale med Lotto Dstny, som i en årrække har heddet Lotto Soudal.

Israel-Premier Tech og Lotto Dstny kører ligesom det norske hold Uno-X og 15 andre hold som ProTeams næste år.

Det betyder, at de ikke er garanteret en plads i World Tour-løbene.

Cykelholdene har kæmpet om point til ranglisten de seneste tre år. Fristen for at indsamle point var 18. oktober.

Her har Jumbo-Visma scoret flest, og Alpecin, som hidtil har været ProTeam, rykker et niveau op på baggrund af sine mange point.

UCI har også taget højde for etiske, økonomiske og organisatoriske aspekter før den endelige uddeling af de 18 World Tour-licenser.

Emnet har været heftigt debatteret i cykelsporten i år.

Ejeren af Israel-Premier Tech, Sylvan Adams, har blandt andre argumenteret for, at UCI bør gøre en undtagelse på den treårige periode på grund af coronapandemien, som har præget de seneste sæsoner.

Han truede UCI med et sagsanlæg, hvis Israel-holdet blev degraderet.

Sponsoreret indhold