Bemærkede du det? Jonas Vingegaard søde hilsen til Trine
Jonas Vingegaard gjorde noget ganske sødt og særligt, da han onsdag eftermiddag krydsede målstregen efter en episk kongeetape.
Den 26-årige tour-helt kyssede således sin højre hånd nænsomt - og det var der en god grund til. For her sidder hans vielsesring.
Vingegaard er gift med Trine Marie Hansen. Hun - og parrets datter Frida - har hele vejen været hans helt store støtte.
Brylluppet er dog noget, som tour-helten har holdt ganske hemmeligt. Det var således først tidligere på sommeren, at han afslørede den søde nyhed. Det skete på "samme" måde som i dag:
Da Vingegaard kørte over målstregen ved femte etape af Critérium du Dauphiné i begyndelsen af juni, kyssede cykelrytteren sin højre ringefinger - og kort efter bekræftede han altså, at den var god nok.
Jonas og Trine mødte hinanden, mens en ung og håbefuld Vingegaard cyklede for det danske cykelhold coloQuick i perioden 2016-2018. Her arbejdede Trine som marketingchef, og der opstod sød musik mellem de to.
Efter dagens vilde præstation på 17. etape er Jonas Vingegaard endnu tættere på at sikre sig den gule trøje for andet år i træk.
Felix Gall (AG2R) vandt godt nok 17. etape, der anses som løbets kongeetape, men Vingegaard kom på fjerdepladsen i mål næsten seks minutter før rivalen Tadej Pogacar (UAE), der gik død 15 kilometer før målstregen.
I det samlede klassement fører Vingegaard derfor nu med 7 minutter og 35 sekunder ned til Pogacar, der stadig er nummer to. Adam Yates (UAE) er på tredjepladsen 10 minutter og 45 sekunder efter Vingegaard.