Sport20 timer siden

Bokselegenden George Foreman er død i en alder af 76 år

Bokseren George Foreman, som er dobbelt verdensmester og olympisk mester, er død, oplyser hans familie.
George Foreman døde i fredelige omgivelser "omgivet af kære", siger hans familie. (Arkivfoto). - Foto: Michael Tran/Ritzau Scanpix 
George Foreman døde i fredelige omgivelser "omgivet af kære", siger hans familie. (Arkivfoto). - Foto: Michael Tran/Ritzau Scanpix

Bokselegenden George Foreman, der også er kendt som "Big George", er fredag død i en alder af 76 år.

Det oplyser hans familie i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Med dyb sorg meddeler vi vores elskede George Edward Foremans død, lyder det.

Han døde i fredelige omgivelser "omgivet af kære", står der.

- Vi er taknemmelige for kærligheden og bønnerne og anmoder om privatliv, når vi ærer det ekstraordinære liv for en mand, som vi er så heldige at kunne kalde for vores egen.

George Foreman blev født i den amerikanske delstat Texas den 10. januar 1949 og voksede op i storbyen Houston.

Det var, da han som 16-årig droppede ud af skolen, at han begyndte at bokse, og i 1960'erne indledte han sin karriere.

Det blev blandt andet til en OL-guldmedalje og to titler som verdensmester.

Der er dog alligevel et nederlag, der står som noget af det tydeligste i hans karriere.

Den ikoniske boksekamp fra 1974 "Rumble in the Jungle" i Kinshasa i Zaire - i dag Den Demokratiske Republik Congo - endte med Muhammad Ali som vinder.

Det til trods for at Ali i store dele af kampen så udmattet ud med beskyttende arme foran ansigtet, mens Foreman forsøgte at få et rent, kraftfuldt slag ind.

Men Alis defensive skuespil ophørte med få sekunder tilbage af ottende omgang. Efter en hurtig kombination af slag fra Ali, blev en udmattet Foreman knockoutet for første gang nogensinde.

Dermed mistede Foreman sin titel, og tre år senere lagde han boksehandskerne på hylden.

George Foreman begav sig herefter ind i en ny tilværelse som præst. Men efter ti år genopstod "Big George".

Og Foremans comeback blev glorværdigt. I 1994 blev han som 46-årig den ældste sværvægtsverdensmester nogensinde, da han slog den 18 år yngre Michael Moorer.

I 1997 blev det et endegyldigt farvel til boksning, da "Big George" gik på pension.

I 2003 blev han optaget i boksningens Hall of Fame.

Derudover var Foreman medskaber af filmen "Big George Foreman" fra 2023, der handler om hans eget liv.

Sponsoreret indhold