Brasiliansk fodboldklub i sorg: Gabriel Popó er død
Fodboldklubben XV de Jau er blevet ramt af en ubærlig tragedie.
Deres midtbanespiller Gabriel Popó har mistet livet. Det bekræfter klubben i et opslag på Instagram.
- Gabriel Popó: For altid i vores historie og i vore hjerter. Ingenting kunne forberede os på et farvel som dette, indledes opslaget.
- Popó forlod os alt for tidligt, men hans glæde talent og lidenskab for fodbold vil for altid leve videre i os alle.
Popó døde søndag kort før holdets opgør mod Uniao Suzano i den tredjebedste brasilianske fodboldrække.
Det var, ifølge mediet Il Messaggero, en holdkammerat, der fandt Popó bevidstløs, hvorefter han blev hastet til hospitalet.
Her stod hans liv dog ikke til at redde.
Der er intet meldt ud om dødsårsagen, men ifølge klubben efterforskes der fortsat.
Gabriel Popó blev 26 år.