Brøndby har rolige armbevægelser trods genfødsel i topstrid

Før starten på Superligaens mesterskabsspil kunne man få odds 250 på Brøndby som dansk mester. Tre runder senere kunne man hos samme spiludbyder blot få indsatsen 8 gange tilbage for guld til Brøndby.
Selv har Brøndby gjort rent bord med sejre over FC Midtjylland, AGF og FC København, og da andre resultater også har formet sig for Brøndby, er eksperter igen begyndt at indregne klubben i deres titelvurderinger.
Det har dog ikke udløst store armbevægelser i Brøndby, og anfører Jacob Rasmussen nævner hverken ord som guld, mesterskab eller titel i et ti minutter langt interview op til fredagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland.
- Vi havde en sløj optakt til mesterskabsspillet, så jeg ved ikke, hvor store forventninger folk havde til os. Som hold har vi bare været fokuseret på en kamp ad gangen, og hvad vi har været gode til og gerne vil gøre bedre, og så er det bare stolpe-ind nogle gange i stedet for stolpe-ud.
- Kampene ligger tæt, og opbygger man en stime, kan tingene ændre sig. Nu har vi vundet tre og har spillet os lidt tilbage i det hele, siger Jacob Rasmussen.
Med en sejr fredag over FC Nordsjælland vil Brøndby være fire point fra FCM på førstepladsen to point fra FCK, der er nummer to.
- Jeg tror, at vores direkte konkurrent er os selv. Det er ikke i vores egne hænder, så for os handler det kun om at skrabe så mange point sammen som muligt og spille os i en god position til det, der venter.
Brøndby lagde ud med de på papiret tre sværeste modstandere i slutspillet. Nu venter så hjemmekampe mod FCN og Randers, der på forhånd var regnet som de svageste i top-6, men den køber træner Frederik Birk ikke.
- Vi er i et slutspil med seks gode hold. Nu har vi vundet tre kampe mod hold, der på papiret er store, og skal nu møde to hold, som vi endnu ikke har prøvet at slå i denne sæson.
- De fleste husker nok kampen i Randers. Alle kampe lever deres eget liv, pointerer Birk med henvisning til grundspillets næstsidste runde, hvor Brøndby tabte 2-4 i Kronjylland.
Tidligere på sæsonen tabte Brøndby 1-4 ude mod FC Nordsjælland. Hjemme mod Randers og FCN spillede Brøndby begge gange uafgjort i grundspillet.
- FCN er et stærkt hold med et gennemarbejdet koncept. Det er altid en opgave både i Farum og Brøndby.
- De har stor tålmodighed med bolden, og sidste gang i Brøndby ville vi gerne have erobret den tilbage lidt hurtigere. Det savnede vores fans også, mærkede vi, så vi må se, om vi kan finde balancen lidt bedre, lyder det fra Birk.
Han har på det seneste vekslet mellem at spille med to og tre stoppere i forsvaret, og han kan måske lade sig inspirere af, at FCK for kort tid siden neutraliserede FCN's offensiv ved at spille med tre stoppere.
- Det så jeg godt, men det kan være, at FCN har trænet på at blive gode til at spille mod tre, fordi de har haft svært ved det, så I må vente og se, hvad vi vælger.