Sport21. april 2025

Burnley og Leeds rykker op i Premier League

Med sejre mandag sikrede Leeds og Burnley sig oprykning til Premier League

Leeds og Burnley er tilbage i Premier League.

Mandag hentede de to klubber begge en sejr og sikrede sig på den måde de to øverste placeringer i Championship, den næstbedste engelske liga.

Leeds har tilbragt to sæsoner i Championship, efter at klubben i 2023 blev sendt ud af Premier League med en placering som næstsidst.

I sidste sæson var klubben tæt på at rykke op, men blev slået af Southampton i playoff-finalen på Wembley.

Mandag vandt den hæderkronede gamle klub med svimlende 6-0 over Stoke og fejrede oprykningen på hjemmebane.

Burnley rykkede ud af Premier League i sidste sæson, men gør altså hurtigt comeback på første klasse.

Mandag vandt klubben med 2-1 over Sheffield United, og det blev afgørende for både Burnley og Leeds.

Sheffield United har nemlig længe ligget på tredjepladsen og åndet Burnley og Leeds i nakken. Men Burnleys sejr mandag afgjorde altså, at Sheffield United ikke kommer til at rykke direkte op.

Klubben må i stedet forsøge at snuppe den sidste oprykningsplads gennem playoff.

Sponsoreret indhold