Caroline Garcia trækker sig fra US Open: Har mistet nært familiemedlem
LÆS OGSÅ: Aneke Rune i ærlig udmelding om træner-drama: Ego-sammenstød
Det var noget af en overraskelse, da verdensranglistens nummer 7 Caroline Garcia tabte i første runde ved US Open til kinesiske Yafan Wang.
Efter kampen valgte Garcia at droppe pressemødet, og nu trækker hun sig også fra doubleturneringen.
Årsagen skal findes i en personlig tragedie. Hun har nemlig mistet et nært familiemedlem.
Det afslører hun i en story på Instagram.
"De seneste to dage har været hårde for min familie. Min bedstemor døde mandag. Jeg kunne ikke deltage i pressemødet, da jeg var for hårdt ramt følelsesmæssigt," indleder hun opslaget.
"Mit hjerte må være med min familie, så vi kan sige farvel til hende. Derfor trækker jeg mig også fra doubleturneringen med Kristina," tilføjer hun.
Garcia skulle have spillet double med Kristina Mladenovic.
"Der er en tid for alt her i livet. I dag er tennis sekundært," slutter hun af.
Caroline Garcia nåede sidste år semifinalen ved US Open.
Hun har også været i finalen i doubleturneringen i den amerikanske grand slam.