Sport19. maj 2023

Casper Ruud efter omklædningsfejde: Holger Rune fortjener det

Det norske tennistalent Casper Ruud har mange fine ord at sige om danske Holger Rune forud for lørdagens nordiske brag i ATP Masters i Rom
Holger Rune efter kampen mod serbiske Novak Djokovic den 17. maj.
Holger Rune efter kampen mod serbiske Novak Djokovic den 17. maj.
 Foto: Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Holger Rune afviser: Jeg ser ikke mig selv som bad boy

Lørdag klokken 13 brager nordens bedste mandlige tennisspillere sammen i Rom.

Holger Rune jagter således revanche for sine hidtidige fire møder med norske Casper Ruud i semifinalerne ved ATP Masters 1000-turneringen i Rom.

Det seneste møde i sidste års French Open fik stor omtale, da der opstod uenigheder mellem spillerne.

Rune beskyldte Ruud for at have hoveret over sejren i omklædningsrummet efter kampen, hvilket Ruud-lejren afviste. Siden lagde de begge låg på sagen.

Ruud har i optakten til braget også pæne ord at sige om den 20-årige dansker.

Holger Rune er tidens største danske tennisstjerne.
Holger Rune er tidens største danske tennisstjerne.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Han har forbedret sig så meget. Jeg spillede mod ham et par gange i 2021 og et par gange i 2022, og han var virkelig forbedret sig meget. Man kan se, at han har god selvtillid på banen, og han fortjener virkelig at være, hvor han er lige nu, siger Ruud ifølge ATP's hjemmeside.

Ruud er nummer fire på verdensranglisten, hvor Rune er nummer syv. Nordmanden håber, at han kan drage fordel af det indbyrdes overtag.

- Han har store mål for sin karriere, og han når sine mål et efter et, så jeg vil bare forsøge at tænke på, hvad jeg har gjort mod ham tidligere, siger Ruud.

Rune har aldrig lagt skjul på sine skyhøje ambitioner om at nå helt til tops, men han håber, at han bliver opfattet som jordbunden.

Stemningen mellem Casper Ruud og Holger Rune lader til at være blevet bedre.
Stemningen mellem Casper Ruud og Holger Rune lader til at være blevet bedre.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Jeg synes, man altid skal være ydmyg. Det synes jeg, at jeg er, og jeg håber, at folk ser mig på den måde. Jeg er en stor fighter på banen, og jeg giver mig altid fuldt ud i kampene, siger Rune ifølge ATP's hjemmeside.

Efter det nordiske topmøde mødes Stefanos Tsitsipas og Daniil Medvedev i den anden semifinale.

Sponsoreret indhold