Chok efter VM: Mikkel Hansen er sygemeldt med symptomer på stress
Det skriver hans klub Aalborg Håndbold på deres hjemmeside.
Beslutningen er sket i samråd med den nærmeste familie, læger og Aalborg Håndbold.
– Det har været et hektisk år for Mikkel med først en blodprop i foråret 2022, hjemflytning med familien til Danmark efter 10 succesfulde år i udlandet, samt en enorm stor efterspørgsel og fokus på hans person gennem hele efteråret i forbindelse med skiftet til Aalborg Håndbold og senest ved VM i januar, udtaler Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold til klubbens hjemmeside.
– Efter hjemkomsten fra VM-slutrunden viste det sig, at bægeret var fyldt op, og vi har sammen truffet det eneste rigtige valg, hvor fokus fuldt ud er på, at Mikkel får den nødvendige tid og professionel støtte til at komme sig, lyder det videre fra Aalborg Håndbolds direktør.
Klubben skriver samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er yderligere oplysninger om Mikkel Hansens situation, og at han derfor er ude på ubestemt tid.
Mikkel Hansen var en stor del af det landshold, der i januar vandt den tredje VM-titel i træk for Danmark.
Inden VM snakkede SE og HØR med ham om at være kommet hjem til Danmark efter ti år i udlandet. Her fortalte han blandt andet om, hvordan det er at bo i København med kone og børn og pendle frem og tilbage til klubben i Aalborg.
Det interview kan du se i videoen over artiklen.