Chris Ankers bror rørt over hyldesten: Han ville være stolt
Han var så fint et sted. Han elskede sin kone, han elskede sine børn, han elskede sit liv, fortæller Chris Anker Sørensens 11 år ældre bror Allan Bo Andresen i Ud & Se.
Da han 18. september sidste år modtog beskeden om sin lillebrors død, kunne han ikke tro det.
Allan Bo, der som dreng havde mistet sin to år ældre storebror Flemming i en lignende ulykke, gik rundt om sig selv og tænkte: “Det kan bare ikke være rigtigt!”.
– Jeg ville ikke acceptere, at han ikke var her mere.
Det var først, da han en uge senere stod i kapellet og kiggede på sin lillebror i kisten, at realiteterne gik op for ham.
– Det er, som om man ikke vil forstå det. Man vil ikke acceptere det. Sådan har jeg det den dag i dag.
Der er noget i mig, der stadig ikke vil acceptere det, fortæller han til magasinet.
Farmors favorit
DSB-magasinet tegner et portræt af Chris Anker på baggrund af interviews med familie, venner og kolleger.
Og de beretter – som de fleste allerede havde en idé om – alle om et helt særligt menneske.
Et menneske, som kom til verden 5. september 1984, og som fik solen til at skinne i en familie, der havde været omsluttet af mørke, siden de to år forinden havde mistet en bror og en søn.
– Chris blev på en måde symbolet på nyt håb og glæde i familien.
Chris Anker kom til verden den dag, hans farfar Christian Anker ville være fyldt 75.
Han blev opkaldt efter bedstefaren, som gik bort tidligere samme år.
På den måde fik han allerede dengang en særlig plads i farmorens hjerte.
Og selv om Chris var hendes klare favorit, var der ingen jalousi at spore hos hans to ældre søskende Allan Bo og Brian.
– Jeg tror lidt, hun følte, at hendes mand levede videre i Chris. Det var yndlingsbarnebarnet, og der manglede ikke noget, når han var hjemme hos bedstemor Hilda.
Det kunne Brian og jeg jo udnytte, for hvis vi havde fået nej til mere snolder, kunne vi bare få Chris til at spørge. Så var der gevinst, erindrer Allan Bo.
Ringede altid hjem
Mens Allan Bo og Brian kunne skændes, så det bragede, så var aldersforskellen mellem Chris og de to storebrødre så tilpas stor, at de forgudede efternøleren og passede på ham.
Det samme gjorde deres mor.
Allan Bo gætter på, at deres mors mange bekymringer for Chris skyldtes, at han var kommet i stedet for afdøde Flemming.
Chris havde en aftale med deres mor om, at han altid ringede hjem efter et cykelløb.
Det fulgte ham helt ind i voksenlivet, hvor det første han gjorde, hvis han var styrtet, var at ringe hjem og sige, at han var okay.
– Det har vi andre aldrig gjort, men han ringede altid. Han vidste, at det var vigtigt for hende, og derfor passede han altid ekstra godt på i trafikken.
Han kørte altid med hjelm og tog aldrig chancer, fortæller broren.
Tårer i boksen
Alligevel skete det utænkelige, da Chris Anker i efteråret satte sig i sadlen for at cykle ruten for den enkeltstart, han skulle kommentere senere samme dag.
Den folkelige cykelrytter blev ramt af en varebil og døde efterfølgende af sine kvæstelser.
På enkeltstarten, som Chris Anker skulle have kommenteret, holdt rytterne et øjebliks stilhed til ære for deres kollega.
En gestus, der trak tårer hos de tidligere kolleger og venner i kommentatorboksen.
– Det har virkelig været rørende. Folk skriver, at de savner ham, selv om de aldrig har mødt ham. Han har rørt folk med sin åbenhed.
Der var en, som skrev, at nu mistede vi ham, som alle kunne blive enige om at elske. Det ved jeg, han ville være stolt af, lyder det fra broren.