Danmark slår Sverige i historisk opgør i Royal Arena
Det danske håndboldlandshold vandt tirsdag en testkamp mod Sverige foran omkring 8000 tilskuere i Royal Arena.
Aldrig har så mange tilskuere overværet kvindelandsholdet spille en testkamp på hjemmebane.
I den rekordstore kulisse vandt Danmark med 28-26 og tog dermed revanche for sidste uges nederlag på 30-34 i Helsingborg.
Svenskerne fik den bedste start i returmødet mellem de to naboer, men stille og roligt fik landstræner Jesper Jensens spillere arbejdet sig ind i kampen.
Danmark kom foran 12-9 ved Trine Østergaard efter 22 minutter. Danmark havde mulighed for at trække fra, men svagt forsvarsspil betød, at Sverige kæmpede sig tilbage og fik udlignet til 16-16.
Umiddelbart før pausefløjt sendte Kristina Jørgensen et skud mellem benene på Sveriges keeper til 18-17, så danskerne indledte anden halvleg med en spinkel føring.
Danmark kom dog blæsende ud til de sidste 30 minutter, og hurtigt blev føringen udbygget til 21-17.
I målet begyndte Anna Kristensen også at pille skudforsøgene fra de svenske skytter, og selv om Danmarks scoringskadence faldt i den anden ende, så blev føringen udbygget til 24-19.
Foran 27-22 med ti minutter tilbage ramte danskerne dog en periode, hvor holdet ikke scorede i lang periode.
Sverige nærmede sig og reducerede til 25-27, men så nappede Anna Kristensen to skud i træk, og dermed sikrede Team Esbjerg-keeperen reelt Danmark sejren.
Med et minut tilbage kunne Simone Petersen tordne Danmark på 28-25 og skabe stor jubel blandt det rekordstore publikum med det første danske mål i ni minutter. Til sidst fik svenskerne reduceret og pyntet på stillingen.
Danmark er til december vært for VM, der afholdes på dansk grund. Her får landsholdet hjemmebane i Herning. Danskerne vandt i november EM-sølv og hentede bronze ved VM i 2021.