Danmarks nye stjerne kan score kassen efter VM: Hele håndboldverden vil have Simon Pytlick
FØLG KAMPEN: SE og HØR er på plads i Stockholm
Det kan godt være, de fleste forbandt efternavnet Pytlick med hans far, Jan, før VM begyndte, men det er næppe tilfældet mere.
For 22-årige Simon Pytlick har taget alt og alle med storm under dette VM, hvor det er blevet til et hav af mål og lækre afleveringer. Derfor kan han snart tage springet op på den øverste håndboldhylde, hvor lønnen selvfølgelig følger med op. Det skriver Ekstra Bladet.
Pytlick spiller til daglig hos GOG på Fyn, men ifølge det danske medie, har han under slutrunden fået alle de store klubbers opmærksomhed.
Op til 2,7 millioner om året
Ekstra Bladet skriver, at et skifte til den tyske Bundesliga eksempelvis kan give mellem 180.000 og 225.000 kroner om måneden. Det betaler klubberne på øverste hylde i Tyskland nemlig.
Et skifte bør dog ikke være livsnødvendigt for Simon Pytlick for at få økonomien til at hænge sammen.
Lige nu får han omkring 1,4 millioner kroner om året for at spille i GOG, ifølge Ekstra Bladet.
Det gør ham til en af de bedre betalte i den danske håndboldliga.
Umiddelbart er GOG ikke nogen dårlig klub at spille for, hvis man drømmer om det store udlandseventyr.
Senest er det en anden af de helt store danske landsholdsstjerner Mathias Gidsel, der er blevet solgt fra den fynske klub. Han spiller nu i tyske Füchse Berlin.