Sport18. januar 2024

Dansk Lussing: Stærk franskmand sender Rune ud af Australian Open

Tennisprofilen Holger Rune taber overraskende 6-7, 4-6, 6-4, 3-6 til den 21-årige franskmand Arthur Cazaux
Nu er både Caroline Wozniacki og Holger Rune ude efter anden runde i Australien. 
Nu er både Caroline Wozniacki og Holger Rune ude efter anden runde i Australien.
 Foto: Tracey Nearmy/Ritzau Scanpix

Holger Rune er færdig i årets Australian Open.

6-7, 4-6, 6-4, 3-6 tabte den ottendeseedede dansker torsdag formiddag overraskende til verdens nummer 122, Arthur Cazaux, på Margaret Court Arena.

Den 21-årige franskmand servede sublimt og lavede langt færre uprovokerede fejl end Rune. Cazaux, som debuterer i Australian Open, er dermed for første gang klar til tredje runde i en grand slam-turnering.

Rune manglede i en del af opgøret tilsyneladende noget af den energi og vildskab, der har gjort ham til top-10-spiller og vinder af fire ATP-turneringer i karrieren.

Det var især i de første tre sæt langt færre udbrud, end hvad man ofte har set i danskerens kampe.

Det var Runes tredje optræden i Australian Open i karrieren, og ottendedelsfinalen i 2023 er med nederlaget til Cazaux stadig danskerens bedste resultat i turneringen.

Sponsoreret indhold