Deler vild historie: Landsholdspilleren Mikkel Thygesen slog døren ind på narkomission
Da den tidligere landsholdsspiller Mikkel Thygesen tilbage i 2011 deltog i “Stjernetræf” på Club La Santa på Lanzarote, havde han nok ikke regnet med, at han få måneder efter ville ende med at sparke døren ind på en narkomission.
Men sådan endte det altså, da han møder den tidligere narkobetjent René Dahl Andersen i sydens sol.
Det fortæller René Dahl Andersen i sin nye bog, “Helhjertet”, hvor han fortæller om sin tid som narkobetjent på Vesterbro til tiden som selvstændig, efter han blev fyret for tyveri.
Mikkel Thygesen bliver nemlig så interesseret i narkobetjentens arbejde, at han insisterer på at komme med narkobetjenten på patrulje. Det får han lov til på én betingelse – at den tidligere topspiller lover at skifte til René Dahl Andersens yndlingsklub Brøndby IF.
Men det er ikke kun en patrulje, som Mikkel Thygesen får lov at komme med på. Han kommer med på en sag, hvor patruljen skal ud til en lejlighed i det københavnske Nordvest-kvarter, hvor der ifølge deres oplysninger opbevares kokain til salg på Istedgade.
Pludselig står den dengang professionelle fodboldspiller med en stor rambuk i hånden.
– Så er det dig, Thyge (Mikkel Thygesen, red.). Du skal slå døren ind, hvisker René Dahl Andersen.
“Mener du det?” spøger Thygesen, og det gjorde René Dahl Andersen, der sammen med sin kollega fortæller, at han skal ramme lige på låsen – ellers ville fodboldspilleren spolere en god narkosag.
Og rammer det gør Mikkel Thygesen. Med utrolig præcision, og døren flyver op.
I lejligheden finder narkobetjentene 25 gram kokain pakket i Kleenex-pakker, så Mikkel Thygesen fik ikke spoleret narkosagen.
På vej derfra samler René Dahl Andersen låsen fra døren. Den giver han til Mikkel Thygesen. Der er tradition for, at man får et stykke af den første dør, man har slået ind.
Efterfølgende afslører fodspilleren, at han aldrig før har været så nervøs. Ikke engang da han fik debut for landsholdet.
Forskellen på de to jobs er heller ikke så stor. Det mener hverken Mikkel Thygesen eller René Dahæ Andersen, der diskuterer det over en kop kaffe efter dagens patrulje.
Man skal i begge scenarier have en taktik for dagen, en startopstilling og stole på, at ens holdkammerater og kollegaer overholder de aftaler, der er lavet.
Og aftalen som Mikkel Thygesen og René Dahl Andersen indgik og var betingelsen for, at han kunne komme med på patrulje. Den overholdt Mikkel Thygesen et halvt år efter, hvor han skiftede fra FC Midtjylland til Brøndby IF.
Om det lige var turen med patruljen, der var afgørende for skiftet, melder historien ikke noget om.