Det er afgjort: Her er Danmarks pulje til EM
Det danske landshold skal op mod England, Slovenien og Serbien til næste års EM i Tyskland.
Det blev afgjort ved en lodtrækning lørdag aften i Hamburg.
Fra første seedningslag trak landstræner Kasper Hjulmands mandskab England, som besejrede Danmark med 2-1 i semifinalen ved EM for to år siden efter forlænget spilletid.
Der er mulighed for revanche, når de to hold står overfor hinanden 20. juni i Frankfurt i den anden gruppekamp.
Inden da åbner danskerne EM med et opgør mod Slovenien fra tredje seedningslag.
Danmark bookede pladsen ved EM i Tyskland ved netop at besejre slovenerne med 2-1 i Parken for to uger siden. Udekampen endte 1-1. De to mandskaber har derfor et godt kendskab til hinanden.
Den sidste modstander blev Serbien, der kæmpede sig videre som toer fra en EM-kvalifikationsgruppe, hvor Ungarn var bedst. Serberne var placeret i fjerde seedningslag.
De to bedste hold på tværs af seks indledende grupper er sikre på avancement til ottendedelsfinalerne. Derudover går også de fire bedste treere videre til knockoutfasen.
Slutrunden i Tyskland spilles fra 14. juni og varer en måned. Åbningskampen finder sted i München, mens finalen 14. juli foregår i Berlin.