SportI går (opd. I går)

Det er officielt: Mathias Gidsel forlænger kontrakten

Den tyske klub får fornøjelsen af verdens bedste håndboldspiller fire år endnu
Mathias Gidsel bliver i Füchse Berlin fire år endnu. 
Mathias Gidsel bliver i Füchse Berlin fire år endnu.
 Foto: Martin Høien

Mathias Gidsel og Füchse Berlin har sat en tyk streg under deres engagement i hinanden.

Parterne har således forlænget samarbejdet frem til sommeren 2029.

Det meddeler klubben på Instagram søndag.

Gidsel kom til den tyske klub fra GOG i sommeren 2022, og efter mindre end et halvt år blev den oprindelige kontrakt forlænget fra sommeren 2025 til sommeren 2028.

Nu er der så lagt endnu et år oveni, og man må næsten formode, at den 26-årige dansker får lidt mere i lønningsposen.

Han har i hvert fald etableret sig som en regulær stjernespiller, siden man sidst var ved forhandlingsbordet.

Gidsel er blandt andet blevet turneringstopscorer ved de seneste fire store slutrunder for det danske landshold, og tre gange er han også blevet kåret til turneringens bedste spiller.

I 2023 blev Gidsel kåret til verdens bedste spiller efter en sæson, hvor han blandt andet vandt sin hidtil eneste titel med Füchse Berlin - European League i 2022/23.

Aktuelt er Gidsel og Füchse Berlin i gang med at slå Potsdam på hjemmebane i Bundesligaen, hvor man er en del af forfølgerfeltet til det overraskende førerhold Melsungen.

Sponsoreret indhold