Det er slut: Gary Lineker stopper på "Match of the Day"
Gary Lineker stopper på BBC's kendte fodboldprogram Match of the Day efter denne sæson. Det bekræfter BBC på sin hjemmeside tirsdag.
Dermed er det til maj næste år slut for Lineker efter lidt mere end et kvart århundrede på posten. Han har nemlig været vært på tv-programmet siden 1999.
Mens det bliver et farvel til Lineker på fodboldflagskibet på BBC, fortsætter den tidligere engelske landsholdsangriber i andre formater.
Således skal Lineker i næste sæson som frontfigur dække FA Cuppen, og han vil også være med på BBC's dækning af fodbold-VM i 2026.
- BBC og Gary Lineker er blevet enige om en kontraktforlængelse til og med VM i 2026, lyder det fra BBC.
Derudover vil Lineker blive brugt af BBC i flere forskellige podcasts om fodbold.
- Jeg er glad for at fortsætte mit lange samarbejde med BBC Sport og vil gerne takke alle dem, der har fået det til at ske, siger Lineker.
Til trods for de pæne ord frem og tilbage, skriver BBC News, at Lineker gerne ville være fortsat på Match of the Day, men at han ikke blev tilbudt en ny kontrakt på netop det show.
I oktober indledte en ny sportslig ledelse i BBC med direktør Alex Kay-Jelski i spidsen forhandlinger med Lineker, hvis kontrakt stod til at udløbe.
- Efter 25 sæsoner stopper Gary på Match of the Day. Vi vil gerne takke for alt, han har gjort for showet, som tiltrækker millioner af seere hver uge, siger Kay-Jelski.
Helt præcis vil Lineker have stået i spidsen for Match of the Day i 26 år, når han stopper til maj.