Sport27. maj 2023

Det vidste du ikke om TV 2-værten Søren Reedtz: Har vundet DM i basketball tre gange

Søren Reedtz har været et velkendt ansigt, når der har været cykling på TV 2, men det har ikke altid været sådan. Tilbage i 90'erne var han en helt habil basketballspiller med tre danmarksmesterskaber på CV'et

Danskerne er vant til at se ham i rollen som reporteren, der jagter interviews med cykelrytterne, lige efter de er rullet over målstregen i de største cykelløb i verden.

Men Søren Reedtz har også en helt anden baggrund, og der har ikke altid løbet cykelblod i årerne på ham.

I 1990'erne vandt han tre danske mesterskaber i basketball med Horsens IC.

I SE og HØR's podcast "Af banen" fortæller Søren Reedtz, at han ikke selv synes, at der var et decideret baskettalent gemt i ham.

– Jeg tror egentlig ikke, at jeg havde talent for det. Det ville være synd at sige. Er det ikke tit sådan, hvis du begynder til en sport som helt lille og ellers bare til den og synes det er sjovt, så skal være virkelig dårlig ikke bare at blive nogenlunde til den, griner TV 2-reporteren, der til sommer skal prøve kræfter med værtsrollen, når han og resten af holdet fra TV 2 skal til dække Tour de France.

På trods af at Basketball ikke ligefrem er den mest populære sport i Danmark, så fortæller Søren Reedtz, at han faktisk ikke rigtig havde valg om han ville spille eller ej, da han startede i 1. klasse på Lundskolen i Horsens.

– Jeg kunne faktisk slet ikke undgå det. Da jeg begyndte i 1. klasse, der fik jeg en meget kendt mand i Horsens, der hedder Lennart Jensen, som klasselærer. Han var formand for den lokale basketballklub. Han har faktisk lige i sidste annonceret, at han går efter 58 år af som formand for basketballklubberne i Horsens.

– Der var ikke rigtig noget valg. Det var stort set hele klassen, der begyndte der i 1. klasse på Lundskolen. Så var vi nogen, der holdt ved, og jeg var så en af dem, fortæller TV 2-værten.

Selv om drømmen om at slå i gennem eksisterede for Søren Reedtz, så fandt han også hurtigt ud af, at niveauet ikke var til NBA (basketballigaen i USA, red.).

Også selv om han var et år i USA som udviklingsstudent og spille på high school.

I 1999 stopper han basketkarrieren som 25 år med DM-bronze med Horsens IC. Han var her lige startet på journalisthøjskolen i Aarhus.

– Jeg ville gerne have lidt studieliv, og så mine knæ måske også ved at være lidt småslidte, og jeg kunne godt mærke i bentøjet, at jeg ikke var helt så skarp længere.

– Det er vildt at sige som 25-årig, men jeg var nok blevet lidt slidt af at have spillet lidt for meget som barn, siger han.

Du kan høre resten af podcasten med Søren Reedtz, hvor han fortæller historier fra Tour de France, den nye stilling og om Chris Anker Sørensen på din foretrukne podcast-app eller her i artiklen.

Sponsoreret indhold