Sport8 timer siden

Dopingfælden klappede fem gange under OL i Paris

Sommerens OL i Frankrigs hovedstad bød på fem tilfælde af doping. Prøverne gemmes til fremtidig testning
Fem atleter blev fanget med doping i kroppen ved OL i Paris.
Fem atleter blev fanget med doping i kroppen ved OL i Paris.
 Foto: Thibaud Moritz/AFP/Ritzau Scanpix

Fem atleter blev fanget med doping i kroppen og udelukket fra sommerens OL i Paris.

Det oplyser International Testing Agency (ITA) torsdag i en rapport omkring legene i Frankrigs hovedstad.

ITA, der stod for dopingkontrollen under OL, fortæller, at der er tale om en minimal nedgang i forhold til legene i Tokyo i 2021, hvor dopingfælden klappede for seks atleter.

Antallet af dopingkontroller i Paris er dog blevet øget med fire procent i forhold til Tokyo-legene, meddeler ITA.

I alt blev 4770 atleter - svarende til 39 procent af det samlede antal deltagere - udsat for en dopingkontrol i den franske storby. Kontrollerne omfatter både urin- og blodprøver.

90 procent af de deltagende atleter er ifølge ITA som minimum blevet testet én gang i løbet af 2024 - enten før eller under legene, der foregik fra 26. juli til 11. august. Det er det største antal i historien.

Dopingsynderne fordeler sig på fire forskellige sportsgrene.

Judokæmpere fra både Irak og Afghanistan gik i fælden. Det samme var tilfældet for en bokser fra Nigeria, en atletikudøver fra DR Congo samt en svømmer fra Bolivia.

De dopingprøver, der blev indsamlet i Frankrig, vil blive opbevaret, så det er muligt at genåbne dem i fremtiden, hvis man på et tidspunkt får adgang til nye testmetoder.

Sponsoreret indhold