Dummede Danmark sig? Dét stod der på den berygtede VM-seddel
Danmark tabte til Australien i onsdags, og de danske drenge var dermed færdige ved VM i Qatar.
Men her to dage efter det skuffende exit, er landsholdet stadig blandt de mest omtalte på de sociale medier.
Det er dog ikke spillet eller spillernes reaktioner, der fylder internettet i dag.
For det gør Kasper Hjulmands lille håndskrevne papirnote.
Ikke fordi han skrev en seddel til de danske spillere, for det ser man ofte trænere gøre. Men det er, fordi sedlen pludselig gik fra danske til australske hænder.
Eller den blev faktisk blot smidt og derefter samlet op.
Sedlerne, som trænerne giver videre til spillere, indeholder ofte taktiske ændringer, som skal vende kampene.
Og derfor er der i stor grad blevet gættet på, hvad der stod på sedlen, som det australske trænerteam pludselig fik lov at læse under kampen.
Nu mener det australske medie Fox Sports, at de ved, hvad der præcist stod på sedlen.
– To angribere. Tro på det, skulle der angiveligt stå på sedlen.
Sedlen bekræftede altså, at Danmark havde skiftet formation.
Og det er meget nærliggende at tro på, at det var sedlens besked.
For blot få minutter senere foretog Australien en udskiftning, og de ændrede formationen, så de fik en ekstra mand ned i forsvaret.
Australiernes taktik lykkedes, og de formåede at forsvare deres 1-0-føring til slutfløjtet.
Det australske hold har flere i staben med forbindelse til Danmark.
Deres assistent René Meulensteen har været træner i Brøndby, Awer Mabil har spillet flere år i FC Midtjylland, og så spiller målmanden Matthew Ryan i FCK.
Det var dog trænerstabens Andrew Clark, som var manden, der stod med sedlen på den australske bænk, og da han til dagligt arbejder hos FC København, vil det give god mening, hvis han har kunne læse, hvad Hjulmand skrev.
Om det var netop sedlens besked, der sendte Danmark ud, kan vi dog ikke påstå.
Men det har formentlig fanget formationsskiftet hurtigere, end de ellers ville.