Efter demonstrationer: Spillerforening frygter henrettelse af fodboldspiller
En iransk fodboldspiller risikerer at blive henrettet.
Det advarer Den Internationale Spillerforeningen (Fifpro) om på Twitter mandag aften.
- Fifpro er chokeret og forfærdet over meldinger om, at den professionelle fodboldspiller Amir Nasr-Azadani står foran henrettelse i Iran efter at have kæmpet for kvinders rettigheder og basal frihed i sit land.
- Vi står sammen med Amir og appellerer til, at straffen fjernes med øjeblikkelig virkning, lyder det i opslaget.
26-årige Amir Nasr-Azadani spiller ifølge transfermarkt.com for klubben Iranjavan FC i hjemlandet.
Iran har de seneste dage hængt to mænd i kølvandet af demonstrationer, og nu frygtes det blandt organisationer og iagttagere, at flere henrettelser er på vej.
Ifølge Amnesty International har anklagemyndigheden i Iran krævet dødsstraf til mindst 28 personer, som har været involveret i demonstrationerne.
EU har mandag forsøgt at lægge pres på styret i Iran ved at vedtage en række nye sanktioner mod landet.
Der er opstået en bølge af protester i kølvandet på 22-årige Mahsa Aminis død 16. september.
Hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.
Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.
Irans landshold undlod på bemærkelsesværdig vis at synge med på nationalsagen i første VM-kamp mod England. Det blev opfattet som en stille protest.
Teksten i den iranske nationalsang hylder det iranske styre og revolutionen i 1979, der betød, at præstestyret tog magten. Det var også her, at iranske kvinders rettigheder blev kraftigt indskrænket.