Efter farens skandale: Nu reagerer Patrick Mahomes selv
LÆS OGSÅ: Patrick Mahomes' far anholdt for at køre påvirket: Nu er der nyt i sagen
Han ville nok ønske, at han ikke skulle fokusere på noget som helst andet end sporten, men sådan ser den barske virkelighed ikke ud for Kansas City Chiefs-stjernen Patrick Mahomes.
I weekenden blev hans far, Patrick Mahomes Sr., nemlig anholdt og sigtet for at køre bil under påvirkning af alkohol.
En sag, der bredte sig som en steppebrand i de amerikanske medier, og som selvsagt har påvirket football-stjernen inden weekendens Super Bowl-opgør.
Også under de tidligere pressemøder op til braget, blev Patrick Mahomes spurgt ind til farens situation.
– Han har det godt. Jeg har ikke lyst til at gå for meget ind i det, men taget hele situationen i betragtning, så har han det godt, siger Patrick Mahomes på pressemødet forud for søndags Super Bowl-opgør.
Det var ikke første gang, Patrick Mahomes Sr. blev anholdt for at sætte sig påvirket bag rettet.
Det samme skete også i 2019, hvor han måtte afsone 40 dages fængsel.
Siden da er sønnike kun blevet et større og større navn, og han kan blandt andet kalde sig dobbelt Super Bowl-vinder.
Søndag kan det blive til triumf nummer tre, men han må formentlig affinde sig med fortsat at blive spurgt ind til sin far.
– Det er en familiesag, så jeg lader det blive i familien, og det er det eneste, jeg kan sige på dette tidspunkt, tilføjede han videre under pressemødet.
Patrick Mahomes og resten af Kansas City Chiefs-mandskabet møder San Francisco 49ers i Super Bowl natten til mandag dansk tid.