Efter kun 14 dage sammen: Det er slut mellem Emma Raducanu og Vladimir Platenik

Den 5. marts kunne Emma Raducanu-lejren ellers afsløre, at hendes tidligere træner fra ungdomsårene Vladimir Platenik trådte til som i første omgang midlertidig træner.
Onsdag spillede den 22-årige brite sig så videre til anden runde i Miami Open, men her var der ingen Platenik at finde på lægterne.
Og det skyldtes simpelthen, at de to allerede har valgt at bryde op efter bare 14 dage. Det bekræfter en repræsentant fra hendes managerteam ifølge ESPN.
- Emma har den største respekt for "Vlado", og det arbejde de har startet, men det gik ikke helt i den rigtige retning.

- Emma fokuserer nu på at gøre det så godt, hun kan her i Miami efter en solid start, og hun vil fortsætte med at se sig om efter den rigtige træner.
Lidt som med danske Holger Rune, så har det de seneste år knebet med at finde den helt rigtige træner for Raducanu.
Hun er således på jagt efter sin ottende træner i løbet af de sidste fire år.
Det var ellers meningen, at Platenik skulle arbejde med den talentfulde brite frem til French Open, men sådan blev det altså ikke.
Sølle to uger holdt det.