Efter langt sygdomsforløb: FC Midtjylland og Kristoffer Olsson går hver til sit

Det bliver ikke i FC Midtjylland, at svenske Kristoffer Olsson får sit comeback til fodbolden.
FCM og Olsson er blevet enige om at ophæve samarbejdet, så Olsson kan vende hjem til Sverige i forsøget på at få gang i karrieren igen og være tættere på familien efter sit lange sygdomsforløb.
Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.
- Først og fremmest drømmer jeg stadig om at være fodboldspiller. At kunne træne fuldt ud og mærke, at jeg bidrager til et hold, siger Olsson til fcm.dk.
- For hver uge føler jeg fremskridt, og jeg er mere sulten og motiveret end nogensinde. At få muligheden for at gøre det hjemme i Norrköping, tæt på min familie og mine venner, betyder rigtig meget. Følelsen er den helt rigtige.
20. februar 2024 faldt den svenske profil om i sit hjem, med hvad der viste sig at være blodpropper i hjernen.
Han blev reddet, lå længe i respirator og har siden kæmpet en lang kamp for først at genvinde førlighed og siden genoptræne med henblik på at komme tilbage til grønsværen.
Udsigten til at nå tidligere tiders høje niveau er dog endnu så lange, at Olsson har ønsket at komme hjem til Sverige tættere på familien, hvor han har fået mulighed for at træne med sin tidligere klub Norrköping.
Selv om han ikke længere skal være en del af FCM, har han efterladt et kæmpe aftryk, først på banen og sidenhen også udenfor.
- Hans kamp tilbage har været imponerende. Det er ikke bare en fortælling om sport, men om menneskelig styrke, når livet rammer urimeligt hårdt. Han har vist os alle, hvad mod betyder i praksis, lyder det FCM-fodbolddirektør Kristian Bach Bak.
Det er også med en stor portion vemod, Olsson forlader Heden.
- Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til alle i og omkring klubben - og især fansene, lyder det fra den svenske midtbanespiller.
- Da jeg kom tilbage efter sygdommen, vajede et stort flag med mig på stadion. Det er der stadig, og det rører mig dybt. Den støtte og kærlighed, jeg har fået fra fansene og hele klubben, glemmer jeg aldrig.
Olsson vil være til stede på stadion søndag for at tage afsked med fansene, når FCM tager imod Brøndby i Superligaens mesterskabsspil.