Efter skade: Magnus Saugstrup er tilbage

Landstræner for håndboldherrerne Nikolaj Jacobsen kan ånde lettet på. En af hans to skadede stregspillere er atter klar til at spille.
På det sociale medie X skriver Dansk Håndbold, at Magnus Saugstrup er tilbage i den 14 mand store trup, mens Lasse Andersson, der vikarierede mod Argentina, atter må tilbage i rollen som OL-reserve.
Både Saugstrup og stregkollega Simon Hald blev efter den anden gruppekamp mod Egypten skiftet ud af truppen med skader.
Hald er fortsat ikke blevet sin skade kvit, men forsvarskrumtap Saugstrup er altså klar til at tage endnu en OL-tørn fredag aften, hvor Danmark møder Ungarn.
Simon Hald er ramt af en forstrækning, mens Magnus Saugstrup har været ude med ankelproblemer.
Hald og Saugstrups fravær har givet bekymringer, da begge normalt spiller nøgleroller i det danske midterforsvar, hvor der pludselig i den grad manglede folk.
Hald blev tirsdag "dømt ude i minimum en uge" af landstræneren, og han er i truppen blevet erstattet af Flensburg-spilleren Lukas Jørgensen, der var eneste fuldblodsstregspiller mod Argentina, som Danmark slog 38-27.
Den sejr sikrede det danske mandskab avancement til kvartfinalerne, selv om holdet mangler at spille to gruppekampe.
Fredag gælder det Ungarn, og søndag venter den formodede gruppefinale mod Norge.