SportI går (opd. I går)

Efter styrt: Jonas Vingegaard trækker sig fra Paris-Nice

Den danske stjerne stiller ikke til start fredag
Jonas Vingegaard fortsætter ikke i Paris-Nice. 
Jonas Vingegaard fortsætter ikke i Paris-Nice.
 Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard må opgive at fuldføre Paris-Nice.

Den danske cykelstjerne kommer ikke til at stille til start på fredagens etape. Det oplyser hans hold, Visma, på X.

Meddelelsen kommer, på bagkant af at Vingegaard torsdag slog sig under et styrt, men slap for brækkede knogler.

- Desværre vil Jonas Vingegaard ikke stille til start i dag. Vores medicinske stab har besluttet, at det efter gårdagens styrt er bedst for ham at restituere derhjemme og fokusere på sit næste mål i sæsonen, oplyser holdet.

Vingegaard var iført førertrøjen i Paris-Nice, da han med 80 kilometer til mål på torsdagens etape røg i asfalten.

Danskeren blev tilset af løbets lægebil, men kunne forholdsvis hurtigt sætte sig op på cyklen igen og indhente feltet foran sig.

Danskeren kunne dog ikke følge med, da etapen skulle afgøres med en stigning. Det skyldtes muligvis de smerter, han havde pådraget sig i armen som følge af styrtet. En efterfølgende undersøgelse slog dog fast, at Vingegaard ikke havde brækket nogen knogler.

Som følge af danskerens tidstab overtog hans holdkammerat Matteo Jorgenson førertrøjen i Paris-Nice, der slutter på søndag.

Jonas Vingegaards store sæsonmål er at vinde Tour de France for tredje gang i karrieren.

Det mål jagtede han også sidste år, hvor et fælt styrt i Baskerlandet endte med at spolere hele hans optakt til den franske rundtur.

Det vides endnu ikke, om styrtet i Paris-Nice får betydning for hans deltagelse i de kommende løb.

I slutningen af marts er det planen, at han skal cykle Catalonien Rundt, mens han i juni er udset til at deltage i Tour-opvarmningsløbet Critérium du Dauphiné, som han vandt i 2023.

Sponsoreret indhold