EM-billetterne blevet revet væk: Her er den svinedyre løsning

Håndboldherrernes popularitet er til at tage og føle på. Således blev finalebilletterne til EM næste år, der foregår i Boxen i Herning, revet væk på bare en weekend.
Det har DHF bekræftet til TV 2 Sport.
- Billetsalget startede i fredags, og billetterne var væk, inden weekenden var gået, fortæller den konstituerede formand i DanskHåndbold Jan Kampmann.
Skulle man derfor sidde derude og har været en tand for langsom på tasterne, så er det bare ærgerligt.
Og dog ...
For der er faktisk stadig mulighed for at få en plads i Jyske Bank Boxen til finalen - men det kræver dæleme, at man er villig til at tømme sparegrisen.
Der er nemlig stadig de såkaldte "førsteklasse"-billetter tilbage. De koster bare svimlende 8495 kroner.
Med dem får du så også mere end bare den fantastiske håndbold og "for evigt" i ørerne.
Billetter inkluderer følgende:
Førsteklasse-billetter
- Adgang til Legends Lounge med 1-stjernet Michelin-restaurant
- Speciallavet Michelin-menu inkluderet
- Drikkevarer, vin og øvrige drikke inkluderet
- Fuld service i Legends Lounge
- Legends Lounge åbner sammen med venue og lukker 30 min. efter sidste kamp
- Snack- og vinservering i kampens pauser
- VIP-parkering og VIP-indgang
- VIP-siddepladser i arenaen
Så hvis du vil sikre dig muligheden for at se Gidsel, Pytlick og resten af håndboldherrerne i en finale på dansk grund, så må du punge ud.
Der vil jo så selvfølgelig være mulighed for lang næse, hvis Danmark slet ikke når frem til finalen.