SportI går

Emil Bergholt har taget 15 kilo på: – Det går ikke, at du er lille og let

De ekstra kilo betyder, at han har øget sin vægt med over 16 procent. Det højere tal på vægten har også taget to år at opnå
Emil Bergholt har kæmpet i to år for at få flere kilo på kroppen. Nu er han kommet i mål.
Emil Bergholt har kæmpet i to år for at få flere kilo på kroppen. Nu er han kommet i mål.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Baneløber under VM-kamp: Nu er to kvinder også sigtet

Nikolaj Jacobsens tropper cruiser i øjeblikket igen mod en VM-medalje.

Slutrunden er den første siden 2009, hvor Mikkel Hansen ikke er med, men når en person forsvinder, åbner det døren for en anden.

Og selv om de slet ikke spiller den samme position, er det nyeste ansigt i Nikolaj Jacobsens VM-trup 27-årige Emil Bergholt.

Bergholt, som desuden har en kendt far, som også har gjort sig på landsholdet, scorede sit første slutrundemål i kampen mod Algeriet, og han har da også gjort sit for at stå knivskarpt til VM.

For i de sidste to år har han arbejdet hårdt på at ramme den rigtige vægt.

Det fortæller Emil Bergholt til TV Midtvest.

Stregspilleren har taget 15 kilo på i løbet af de sidste to år.

Og selv om de 15 kilo svarer til en øgning på 16 procent af vægten, er det ikke et problem – tværtimod.

- Jeg tror, på min position, der går det ikke, at du er lille og let.

- Der skal jo være lidt at stå imod med, når man er inde og kæmpe med nogle store fyre. De er jo næsten i gennemsnit to meter høje, og vejer jo 105, 110, 115 kilo alle sammen.

Både i forsvaret og i angrebet har det været en fordel, at der er kommet flere kilo på kroppen, da modstanderne har sværere ved at rykke rundt med stregspilleren.

Det har dog ikke været en dans på roser at tilføje 15 kilo til vægten.

For Bergholt har det handlet om at knække koden til at tage på ”rigtigt”, så det ikke bare bliver ren fedt det hele, og at kiloene ikke kommer alt for hurtigt på kroppen.

Den kode har han brugt to år på at knække, men nu er det lykkedes.

På onsdag får Emil Bergholt igen lov til at vise glæden ved de ekstra kilo på kroppen, når Danmark i VM-kvartfinalen møder Brasilien i Oslo.

Sponsoreret indhold